Håndbold

Popovic om Skov og Viborg-tiden: - Vi kunne have vundet Champions League fem gange i træk

Bojana Popovic, Rikke Skov og Viborg vandt i 2010 Champions League for andet år i træk. RADU SIGHETI / Scanpix Denmark

Den tidligere verdensstjerne Bojana Popovic er ærgerlig over Rikke Skovs karrierestop. Skov og Viborg betyder meget for hende.

Året er 2007. Bojana Popovic, der af mange er udråbt til den bedste kvindelige håndboldspiller nogensinde, forlader Slagelse efter fem år i klubben og tre Champions League-titler.

Turen går til Viborg. Den jyske traditionsklub har udset sig Popovic til at tage over efter den mangeårige danske landsholdsspiller Heidi Astrup, og hun skal indgå i bagkæden med store profiler som Rikke Skov og Grit Jurack.

Bojana Popovic fortæller, at mange i håndbolddanmark forventede et sammenstød mellem den temperamentsfulde montenegrinske stjerne og passionerede Rikke Skov.

Men det var det komplet modsatte, der skete.

- Hun var helt, helt åben, da jeg kom til Viborg, selvom alle tænkte, at det ikke ville komme til at fungere. Det første halve år var spændende: Alle kiggede på situationen mellem mig og hende, fordi vi begge på det tidspunkt var venstre backer. Men selvfølgelig fandt vi den vej, hvor det var bedst for holdet, og hvor vi kunne vinde titlerne sammen. Så vi blev langsomt venner og hjalp hinanden. Jeg brugte de bedste ting fra Rikke, og hun brugte de bedste ting fra mig, og det gav resultaterne, siger Bojana Popovic til TV 2 SPORT.

Viborg HK vandt tre mesterskaber, to pokaltitler og to gange Champions League i de tre sæsoner, Bojana Popovic var i klubben.

Bojana Popovics stemme er lige så fuld af passion, som den var i de utallige sejrsinterviews, hun kom til at give i løbet af sine tre år i Viborg. Rikke Skov, der netop har meddelt sit karrierestop, er et menneske, der kom til at betyde rigtigt meget for montenegrineren - både på og uden for banen. 

Hun er en speciel type, som jeg elskede at være på banen med, men vigtigst for mig så er hun en god person

Bojana Popovic om Rikke Skov

- Rikke var en super, super god håndboldspiller. Hun spillede med hjertet og havde attitude. Hun gav aldrig op og havde meget, meget stor vilje til at vinde. Hun er en speciel type, som jeg elskede at være på banen med, men vigtigst for mig så er hun en god person. Hun var hjælpsom, og hun var der altid for mig, siger Bojana Popovic.

Da TV 2 SPORT talte med Rikke Skov om karrierestoppet, satte hun også sit all star hold over de bedste medspillere, hun havde haft igennem sine 18 år i den grønne trøje. Bojana Popovic er at finde på det hold.

Håndboldbane
Henriette Mikkelsen.
Henriette Mikkelsen
Bojana Popovic.
Bojana Popovic
Heidi Astrup.
Heidi Astrup
Grit Jurack.
Grit Jurack
Cristina Varzaru.
Cristina Varzaru
Olga Assing.
Olga Assink
Katrine Haraldsen Lunde.
Katrine Lunde
  1. Henriette Mikkelsen.

    Henriette Mikkelsen

    Venstre fløj

    Spillede sammen med Rikke Skov i Viborg fra 2003-2011.

  2. Bojana Popovic.

    Bojana Popovic

    Venstre back

    Spillede sammen med Rikke Skov i Viborg fra 2007-2010.

  3. Heidi Astrup.

    Heidi Astrup

    Playmaker

    Spillede sammen med Rikke Skov i Viborg fra 1989-1997, 1999-2003 og 2005-2007.

  4. Grit Jurack.

    Grit Jurack

    Højre back

    Spillede sammen med Rikke Skov i Viborg fra 2004-2012.

  5. Cristina Varzaru.

    Cristina Varzaru

    Højre fløj

    Spillede sammen med Rikke Skov i Viborg fra 2005-2012.

  6. Olga Assing.

    Olga Assink

    Streg

    Spillede sammen med Rikke Skov i Viborg fra 2003-2006.

  7. Katrine Haraldsen Lunde.

    Katrine Lunde

    Målvogter

    Spillede sammen med Rikke Skov i Viborg fra 2007-2010.

Fotos: Henriette Mikkelsen. (Henning Bagger / Scanpix), Bojana Popovic. (Preben Madsen / Scanpix), Heidi Astrup. (CLAUS FISKER / Scanpix Nordfoto), Grit Jurack. (ERNST VAN NORDE / Scanpix Danmark), Cristina Varzaru. (CLAUS FISKER / Scanpix), Olga Assing. (Palle Hedemann / Palle Hedemann), Katrine Haraldsen Lunde. (LASZLO BALOGH / Scanpix Denmark),

Sammenhold imellem verdenstjernene

Det er snart syv år siden, Bojana Popovic forlod Danmark. Men tungen finder stadig let de danske ord, og gloserne glider i en lind strøm fra den energiske kvindes mund. Danmark, tiden og de mennesker, hun mødte, fylder i hendes hjerte.

- Da jeg i sin tid skulle skifte til Viborg, var jeg lidt ked af det, for jeg havde haft fem fantastiske år i Slagelse, og min værste modstander var Viborg, som vi skulle fighte for hver eneste titel mod. Men det gik hurtigt med at falde til, og de næste tre år i Viborg nød jeg det bare. Hver eneste person på holdet var perfekt for mig, og vi havde ikke nogen problemer undervejs. Så det var et vigtigt, vigtigt punkt i min karriere, siger Bojana Popovic.

Champions League-trofæet i 2010 var Bojana Popovics femte.

For hende står det unikke samarbejde og sammenhold imellem verdensstjernerne i Viborg-tiden skarpest. Ud over Skov og Jurack, fremhæver Popovic, hvordan store profiler som Katrine og Kristine ”Kiki” Lunde også formåede at indgå i perfekt harmoni. Uden for banen hyggede de sig og fejrede triumferne sammen, og inde på banen lærte de af hinanden og gjorde hinanden bedre.

Hvis vi var blevet sammen, kunne vi måske have vundet fem i træk

Bojana Popovic om VHKs Champions League-titler

- Selvom alle på det tidspunkt tænkte, at det ikke kom til at fungere, så viste vi bare, at vi alle sammen havde personlighed, men først og fremmest var vi professionelle spillere, som alle ville det bedste for holdet og for hinanden. Det viste vi især til sidst med de to Champions League-titler i træk, og hvis vi var blevet sammen, kunne vi måske have vundet fem i træk, siger Bojana Popovic.

Ærgerlig over Skovs karrierestop

Med Rikke Skovs karrierestop er Katrine Lunde Haraldsen den eneste af de nævnte, der stadig er aktiv.

Bojana Popovic indstillede karrieren i 2012 som 32-årig. Rikke Skov stopper som 36-årig, og Popovic er imponeret over, at danskeren har kunne blive ved så længe med håndbold på topplan. Hun er ærgerlig over, det er slut for Skov, men har samtidig fuld forståelse for, at det nu er det rigtige tidspunkt at sige stop.

- Hun har haft nogle skader til sidst i sin karriere, hvor hun virkelig har skulle fighte. Hun har haft skrevet til mig ’Jeg skal nok kæmpe mig tilbage’, og det har hun formået at gøre igen og igen. Det viser, hvor meget hun elsker håndbold, og hun gjorde meget for den. Det bliver et stort tab for håndbolden, siger Bojana Popovic.

Hun fortæller, at Rikke Skov var en af de personer, det var hårdest for hende at tage afsked med i Danmark, og de har holdt kontakten, lige siden Popovic forlod domkirkebyen.

Sæsonen efter Bojana Popovic forlod Viborg, mødtes de to veninder alligevel på banen i Viborg Stadionhal, da Popovics hold Budućnost kom på besøg.

De to tidligere håndboldsspiller, nu legender, formåede at modbevise alles bange anelser om et clash mellem temperamenter og samles om de indbyrdes ligheder.

- Hun har karakter og temperament. Nogle bryder sig ikke om det, men jeg er en type, som elsker sådan nogle personer, som har holdninger, og som bare siger dem. Vi finder den bedste vej ved at tale sammen, siger Bojana Popovic.

I dag er Bojana Popovic involveret i den montenegrinske kæmpeklub Buducnost, hvor hun især nyder at give sine erfaringer videre til klubbens mange unge talenter. Hun håber, at Rikke Skov også vil spille en eller anden form for rolle i håndboldens verden i fremtiden.