Håndbold

Odense kræver omkamp: - Der er sket et brud på reglerne

Odense Håndbold har nedlagt protest efter fredagens kamp mod Randers HK. Der skete et brud på reglementet, mener cheftræner Jan Pytlick.

Fredag aften tabte Odense Håndbold en ligakamp til Randers HK med 21-22, men kampen får nu et efterspil, fordi den fynske lejr føler sig snydt i de sidste sekunder.

Odense får tilkendt et frikast midt på banen, men Randers' Camilla Dalby står ifølge hjemmeholdets spillere og deres trænere Jan Pytlick og Ulrik Kirkely for tæt på og forhindrer dermed Maria Adler i at spille bolden op til en helt fri Jessica Quintino.

Dommerparrets fløjter forblev tavse i situationen, og efter kampurets signal for Jan Pytlick ind på banen for at give sin mening til kende overfor dommerne Michael Søegaard og Thomas Kalisz Nielsen.

- Hvis man ser situationen på video, så ligger vores højrefløj (Jessica Quintino, red.) fuldstændig alene på Randers' banehalvdel. Der skulle vores spiller (Maria Adler, red.) reelt bare have kunnet kaste bolden op til en fri spiller, og det blev hun så forhindret i. Det er derfor, vi har nedlagt protest, siger Jan Pytlick til TV 2 SPORT.

Medhold vil betyde omkamp

Målet med protesten er at skulle spille kampen om. Det vil også ske, hvis Odense - der lige nu kæmper for en plads i slutspillet - får medhold.

- Når man nedlægger protest i forbindelse med noget kampafgørende, vil det betyde en omkamp, hvis man får medhold. Jeg kan ikke umiddelbart se en mellemvej, siger Frank Smith, leder af klub- og elitesektionen ved DHF og sekretær for forbundets disciplinærinstans, til Fyens Stiftstidende.

Inden håndboldforbundets disciplinærinstans kan træffe en afgørelse, skal Frank Smith indhente høringssvar fra de forskellige parter i sagen. Det vil sige Randers, kampens dommere og observatøren. Når det er sket, får Odense alle høringssvarene at se i en såkaldt kontrahøring, hvorefter protestsagen overgår til disciplinærinstansen.

Frank Smith forventer, at der foreligger et svar halvanden til to uger efter protesten.

- Nu har vi nedlagt protesten, fordi der er sket en fejl. Det er jo et reglementbrud, der er sket, og det håber jeg da også, at dem, der skal tage stilling til den protest, vil forholde sig til, siger Jan Pytlick til TV 2 SPORT.

Odense er efter nederlaget til Randers nummer syv i ligaen. Et point efter Silkeborg Voel, der ligger på sjettepladsen og den sidste slutspilsplads. Randers er nummer otte med 14 point - fire point efter fynboerne.