Håndbold

Pytlick bekræfter: Er i spil til landstrænerjob

Den tidligere danske landsholdstræner og nuværende Odense-træner Jan Pytlick bekræfter nu, at han er i spil til posten som brasiliansk landstræner.

To olympiske guldmedaljer og værdifuld erfaring fra mange år i spidsen for Danmarks håndboldkvinder har vakt interesse i Brasilien.

Jan Pytlick er nu i spil til at afløse den anden dansker Morten Soubak som landstræner for de brasilianske håndboldkvinder. Det bekræfter han over for TV 2/FYN.

- Jeg har været i dialog med nogle brasilianere, der har ringet og spurgt, om det kunne være interessant. Der har jeg sagt, at jeg godt kunne tænke mig at høre, hvad det drejer sig om. Som udgangspunkt er jeg ansat i Odense og glæder mig til det videre projekt i Odense, siger Jan Pytlick.

Det var den brasilianske avis Globo Esporte, der først skrev om kontakten, hvor de også nævnte David Davis Camará og Jorge Duenãs som de to andre navne, der er blandt de tre kandidater til jobbet.

- Vi havde Morten (Soubak red.), som skabte sig et CV med Brasilien. Nu taler vi med Camará, Duenãs og Jan, siger præsidenten for det brasilianske håndboldforbund, Manoel Luiz Oliveira, til avisen.

Odense-træneren fortæller til TV 2/FYN, at han er smigret over kontakten fra Brasilien, men at han har fokus på sit trænerjob i Odense. Han slår dog fast, at jobbet i sig selv er spændende.

- Det vil aldrig være uinteressant. Sådan et tilbud fra en nation som Brasilien vil aldrig være uinteressant, for de har gjort det rigtig godt. Men jeg har mit fokus på Odense, og det er der, det skal være, tilføjer Pytlick.

Det brasilianske kvindelandshold skal efter planen samles første gang i IHF's internationale uge midt i marts, mens sæsonens helt store mål naturligvis er VM i Tyskland til december.

Pytlick forklarer i interviewet, at han har haft en snak med dem, og at han også snakker med Odense om den brasilianske interesse. Det vil dog, ifølge Jan Pytlick, ikke rokke noget ved den kommende sæson.

Den nuværende Odense-træner kan ikke give nogen dato på, hvornår der kommer en endelig afklaring.