Håndbold

Dansk toptræner er tilbage - starter med det samme i ligaklub

Den danske toptræner Jan Leslie er tilbage i den danske liga, hvor han fredag tiltrådte som træner i Ribe-Esbjerg HH.

Jan Leslie har et CV, de fleste trænere kigger langt efter.

Senest har han trænet den russiske storklub Rostov Don, der dog skaffede sig af med den danske træner, da Champions League-eventyret glippede.

Nu er Leslie så tilbage i Danmark, hvor han med øjeblikkelig virkning starter i den vestjyske klub Ribe-Esbjerg. Her skal han sammen med rutinerede Claus Uhrenholt forsøge at sikre holdet en plads i slutspillet.

- Det er nogle ambitiøse folk, der er med omkring klubben. De har ambitioner om at være med i toppen af dansk håndbold, og det vil jeg gerne bidrage til bliver opfyldt. Det er ti år siden, jeg sidst har trænet i byen. Nu passer det med, at jeg kan komme tilbage og bidrage med nogle ting, siger Jan Leslie i en pressemeddelelse fra klubben.

Klubben ligger lige nu på niende pladsen, to point efter GOG, som altså er en enkelt plads fra slutspillet. Jan Leslie bliver ligestillet med Uhrenholt i resten af sæsonen i jagten på de afgørende point.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger kommer Leslie til sommer til at overtage posten alene, så han fra næste sæson vil stå som cheftræner for Ribe-Esbjerg.

I Ribe-Esbjerg er de i første omgang bare glade for at få Leslie tilknyttet:

- Han skal være med til at gennemføre projektet, hvis mål er at komme til at spille om medaljer i løbet af de næste par sæsoner, siger bestyrelsesmedlem i Ribe-Esbjerg HH Johnny Nim.

Jan Leslie er indtil videre ansat på en tidsubestemt kontrakt.

- Nu må vi se, om Jan Leslie kan lide lugten i bageriet, og om kemien passer. Så tager vi den derfra, tilføjer Johnny Nim.

Ribe-Esbjerg spiller næste ligakamp i morgen, når de møder netop GOG.