Håndbold

KIF Kolding København fortsætter den usikre sæson: Taber i Aarhus

Med seks runder tilbage i grundspillet er intet afgjort i herrernes håndboldliga efter Århus-sejr over KIF Kolding København

 Håndboldstjernerne fra KIF Kolding København kan endnu ikke vide sig sikre på en plads i slutspillet. 

Lørdag blev Bo Spellerberg og holdkammeraterne slået for anden spillerunde i træk, da KIF på udebane måtte se sig besejret af Århus Håndbolds effektive kontramaskine. 

Århus-træner Erik Veje Rasmussens spillere vandt opgøret med 32-27 og skabte dermed lidt ro efter en serie på tre nederlag i træk. 

De aarhusianske værter slog undervejs et hul på syv mål - ved 25-18 - men det lykkedes gæsterne at hænge på. Med fem minutter tilbage fik KIF reduceret til 26-28. Men en to-minutters-udvisning til gæsterne og lidt koldblodighed sikrede hjemmeholdet den vigtige sejr. 

Resultatet skaber for alvor spænding i ligaen, hvor kun de otte bedste mandskaber får adgang til slutspillet. 

Med blot seks resterende spillerunder kan der nå at ske store rokeringer i tabellen. Med en sejr på 29-27 over Ribe-Esbjerg rykkede GOG lørdag forbi KIF, der har 20 point på ligaens syvendeplads.

HC Midtjylland har samme pointtal på ottendepladsen. Bagved har Ribe-Esbjerg, Sønderjyske og Århus med henholdsvis 18, 17 og 16 point fortsat mulighed for at kæmpe sig op i top-otte.

Kasper Hvidt: Det mindede om min tid som ynglingespiller