Håndbold

Nye problemer for KIF: Landin må holde pause på ubestemt tid

Magnus Landin i kamp for KIF Kolding København mod Aalborg Håndbold. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Fløjspilleren Magnus Landin har ondt i skulderen og kan derfor ikke spille håndbold. Han skal scannes i næste uge.

Magnus Landin måtte se til fra tilskuerrækkerne, da hans holdkammerater fra KIF Kolding København lørdag eftermiddag tabte med fem mål til Århus Håndbold.

Landsholdsfløjen kom til skade med sin højre skulder i EHF Cup-kampen mod Maccabi Tel Aviv og kan ikke kaste en bold.

- Jeg har åbenbart fået et riv i min skulder, da vi spillede EHF Cup-kamp i sidste weekend. Jeg har haft ondt i den siden da, og jeg ved ikke helt præcist, hvordan det står til, siger Magnus Landin til TV 2 SPORT.

- Lige nu skal jeg i hvert fald have pause. Jeg kan ikke rigtig spille håndbold. Jeg kan ikke skyde eller noget, og så må vi se inden for de kommende dage. Der skal jeg gerne blive lidt klogere på, hvad der kommer til at ske. Om jeg skal genoptræne, eller hvad skal jeg.

Selve tidspunktet gør også situationen værre for Magnus Landin, da KIF Kolding København kæmper indædt for en plads i herrernes slutspil.

Magnus Landin måtte se KIF Kolding Københavns kamp mod Århus Håndbold fra tilskuerrækkerne.

Der resterer seks runder af grundspillet, og klubben har blot to point flere end Ribe-Esbjerg, der ligger lige uden for slutspilspladserne.

- Det er aldrig sjovt at være skadet, og i den her tid, som vi er inde i lige nu, der er det specielt ikke sjovt, siger Magnus Landin.

​Magnus Landin skal scannes i næste uge og må derfor forventes at sidde ude endnu en gang, når KIF Kolding København tager imod bundholdet TM Tønder onsdag aften.