Håndbold

Landsholdskeeper vender hjem til Danmark: - En meget svær beslutning

.

Sandra Toft skifter til sommer tilværelsen i norske Larvik ud med en dansk klub for at få familielivet til at hænge sammen.

Den danske liga får tilført stjernestøv til sommer.

Danmarks bedste målvogter, Sandra Toft, har meddelt, at hun vender hjem til Danmark efter tre år i norske Larvik, hvor hun alle år trivedes. Derfor var det heller ikke et let valg for hende at træffe.

- Det var en meget svær beslutning. Jeg er meget tilfreds med at spille i Larvik, og det har altid været en drøm for mig at spille i sådan en klub. Jeg er glad for alle pigerne og for klubben generelt, så det var ikke sjovt at give dem den nyhed, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT.

Den danske landsholdsmålvogter, der i 2014 skiftede TTH Holstebro ud med Larvik, måtte dog tænke på det større billede.

- Jeg måtte få alle ting til at gå op og til at passe sammen med hensyn til mand og familie, siger hun.

Derfor vinker hun til sommer farvel til det ubestridt bedste hold i Norge og tilværelsen i Champions League.

Den danske keeper blev ved EM i december valgt til slutrundens bedste målvogter, og dermed noget af en kapacitet, der vender hjem til Danmark. Derfor er ambitionerne ikke til at tage fejl af.

- Den danske liga er også spændende, og jeg er aldrig blevet dansk mester. Ambitionerne er høje; det vil de altid være, så længe jeg spiller håndbold, siger hun.

Sandra Toft redder en bold for Larvik i Champions League.

Den 27-årige keeper kan dog endnu ikke løfte sløret for, hvor hun skal redde bolde til sommer.

- Jeg står ikke uden muligheder i hvert fald.

De danske mestre fra Team Esbjerg har endnu ingen målvogter på kontrakt fra næste sæson, ligesom Nykøbing Falster mangler en makker til Cecilie Greve.

Over for TV 2 SPORT oplyser Sandra Toft, at hun regner med at få en aftale på plads hen over weekenden.