Håndbold

Gudmundsson siger farvel til DHF: - De er lettede over at slippe for hinanden

Gudmundur Gudmundsson stopper før tid som dansk landstræner, og det er en god beslutning, mener håndboldredaktør på TV 2 SPORT, Dan Philipsen.

Gudmundur Gudmundssons tid som dansk landstræner er forbi.

I en pressemeddelelse skriver Dansk Håndbold Forbund, DHF, at de to parter har valgt at afbryde samarbejdet fire måneder før tid. Beslutningen betyder samtidig, at Nikolaj Jacobsen med øjeblikelig virkning overtager tjansen som dansk landstræner.

- Jeg synes, det er den rigtige beslutning på baggrund af det skuffende resultat ved VM. Hvis Gudmundur ikke vil være der længere, og Nikolaj gerne vil overtage nu, så giver det god mening, nu hvor der alligevel er fire landskampe tilbage resten af sæsonen, siger Dan Philipsen, håndboldredaktør på TV 2 SPORT.

- Forholdet mellem Gudmundur og DHF er ikke godt, og det har det ikke været i meget lang tid. Jeg tror, at de er lettede over at slippe for hinanden.

De næste opgaver for landsholdet bliver to EM-kvalifikationskampe mod Ungarn, der som bekendt overraskede stort ved at besejre Danmark i ottendedelsfinalen ved VM i januar.

- Landsholdet har brug for en god oplevelse. De kan ikke tage til Ungarn i maj og få endnu en dårlig oplevelse. Det har holdet ikke godt af, og hvis det kan forhindres ved, at Nikolaj tiltræder som landstræner nu, så er det det eneste fornuftige at gøre, siger Dan Philipsen.

- Det har været en skuffelse

Gudmundur Gudmundsson nåede at stå i spidsen for det danske landshold ved fire slutrunder, hvor guldmedaljen ved OL i sommer naturligvis står tilbage som det absolutte højdepunkt.

Ved de resterende slutrunder i Qatar, Polen og senest Frankrig har den karismatiske islænding dog ikke formået at hente medaljer med hjem.

- Han har jo haft én skuffelse og to fiaskoer, men han har jo også vundet det absolut største, han kunne. Det er svært at give et entydigt svar, men der har været meget uro omkring hans tid på landsholdet, og derfor synes jeg, hans tid som landstræner har været en skuffelse, siger Dan Philipsen.

- Gudmundur overtog et landshold med spillere som Mikkel Hansen og Niklas Landin i deres bedste håndboldalder, og så er det simpelthen ikke godt nok, at man skuffer ved tre ud af fire slutrunder. Hvis man kigger på det samlede billede, så har det været en skuffelse, tilføjer håndboldredaktøren.

Nikolaj Jacobsen er ansat som træner i den tyske Bundesliga-klub Rhein Neckar Löwen, og det job beholder han, selvom han nu bliver dansk landstræner.

I studiet før mandagens kamp mellem Ribe-Esbjerg og Aalborg vil Gudmundur Gudmundssons afsked blive diskuteret. Se det fra klokken 19 på TV 2 SPORT.

Tiden som dansk landstræner

  1. 2014

    1. Udnævnes som afløser for Ulrik Wilbek

      DHF præsenterer islandske Gudmundur Gudmundsson som afløser for Ulrik Wilbek.

      - Vi har fundet vores landstræner, og det er en meget meget velegnet kandidat. I skal forvente jer en meget kompetent person, som uden problemer vil kunne overtage det danske landshold og føre det videre frem mod nye triumfer, sagde daværende sportschef Ulrik Wilbek til tv2.dk

  2. 2015

    1. Fiasko ved VM i Qatar

      Det danske landshold gik ind til turneringen med store forventninger, men måtte nøjes med en femteplads. Det var den dårligste placering siden VM i 2005 i Tunesien.

      Holdet ryger ud efter et svidende nederlag på 24-25 mod Spanien.

       

  3. 2016

    1. EM-nedtur

      Ved EM i Polen var et stærkt dansk hold blandt de absolutte favoritter til titlen.

      Det danske hold strøg gennem gruppespillet med tre sejre i tre kampe. I mellemgruppen leverede Danmark en forrygende præstation mod den onde ånd fra Spanien, men herefter blev det til uafgjort mod Sverige og til slut nederlag mod Tyskland.

      Dermed stod det klart, at Danmark ikke ville nå semifinalen. Danmark tabte kampen om femtepladsen til Frankrig, og leverede med sjettepladsen den dårligste placering ved et EM siden 2002.

  4. 2016

    1. Det historiske OL guld

      På grund af fiaskoerne ved VM og EM var forventningerne til det danske landshold ikke store forud for OL. 

      Gruppespillet blev en blandet fornøjelse med tre sejre og to nederlag. Som forventet gik Danmark videre til kvartfinalen, og herfra tog det fart.

      Med sejre over Slovenien i kvartfinalen, Polen i semifinalen og til sidst de forsvarende olympiske mestre fra Frankrig i finalen, var sucessen en realitet.

    2. Gudmundsson annoncerer sit stop

      Gudmundur Gudmundsson fortæller, at han stopper som landstræner, når kontrakten udløber med DHF i sommeren 2017.

      - Jeg har oplevet mange spændende ting med det danske landshold – senest OL-guldet, som er det største nogensinde – men til sommer udløber kontrakten, og jeg har andre planer, lød det fra Gudmundur Gudmundsson i den forbindelse.

  5. 2017

    1. VM-skuffelse

      Danmark leverede det dårligste VM-resultat i 12 år.

      Gudmundssons hold blev slået ud af VM allerede i ottendedelsfinalen efter en rædselsfuld kamp mod Ungarn, hvor Danmark aldrig var foran. 

      Det blev Gudmundur Gudmundssons sidste landskamp.

    2. Ridder af Dannebrog

      Gudmundur Gudmundsson udnævnes i al stilfærdighed til ridder af Dannebrog. Først en uge efter udnævnelsen fortalte han om det til islandsk tv. Dansk Håndbold Forbund havde ingen anelse om den fornemme anerkendelse. 

    3. Gudmundsson stopper før tid

      Gudmundur Gudmundsson stopper som dansk landstræner få måneder før kontraktudløbet med DHF. 

      Afløseren Nikolaj Jacobsen blev præsenteret i december 2016. Han overtager jobbet med det samme.