Gudmundur Gudmundsson stopper med øjeblikkelig virkning

Gudmundur Gudmundsson stopper øjeblikkeligt som landstræner for håndboldherrerne. Nikolaj Jacobsen er klar til at overtage holdet.

Islandske Gudmundur Gudmundssons tid som landstræner for de danske håndboldherrer har fået en ende fire måneder før kontraktudløb. Det bekræfter Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

På sidste uges evalueringsmøde, der finder sted efter hver slutrunde, blev håndboldforbundet og Gudmundsson enige om at lade deres veje skille for at give plads til Nikolaj Jacobsen.

I januar slog islændingen ellers fast, at han havde tænkt sig at opfylde sin kontrakt med DHF, der stod til at udløbe den 1. juli.

- Jeg mener, at det er det bedste for landsholdet og for mig selv at træde tilbage som landstræner nu og give Nikolaj de bedste forudsætninger i overtagelsen af holdet, siger Gudmundur Gudmundsson i pressemeddelelsen.

- Nu kan jeg rette blikket mod mit fremtidige virke og de spændende udfordringer, der venter mig. Jeg vil gerne takke spillerne og staben for det gode samarbejde og de store oplevelser, vi har haft sammen, og jeg ønsker dem held og lykke i fremtiden, siger den aftrådte landstræner.

I december sidste år blev Nikolaj Jacobsen udnævnt som islændingens afsløser, og den danske Rhein-Neckar Löwen-træner er klar til at dobbeltjobbe allerede fra maj, hvor landsholdet møder Ungarn i to EM-kvalifikationskampe.

I juni slutter Danmark kvalifikationsturneringen af med kampe mod Holland og Letland.

Tiden som dansk landstræner

  1. 2014

    1. Udnævnes som afløser for Ulrik Wilbek

      DHF præsenterer islandske Gudmundur Gudmundsson som afløser for Ulrik Wilbek.

      - Vi har fundet vores landstræner, og det er en meget meget velegnet kandidat. I skal forvente jer en meget kompetent person, som uden problemer vil kunne overtage det danske landshold og føre det videre frem mod nye triumfer, sagde daværende sportschef Ulrik Wilbek til tv2.dk

  2. 2015

    1. Fiasko ved VM i Qatar

      Det danske landshold gik ind til turneringen med store forventninger, men måtte nøjes med en femteplads. Det var den dårligste placering siden VM i 2005 i Tunesien.

      Holdet ryger ud efter et svidende nederlag på 24-25 mod Spanien.

       

  3. 2016

    1. EM-nedtur

      Ved EM i Polen var et stærkt dansk hold blandt de absolutte favoritter til titlen.

      Det danske hold strøg gennem gruppespillet med tre sejre i tre kampe. I mellemgruppen leverede Danmark en forrygende præstation mod den onde ånd fra Spanien, men herefter blev det til uafgjort mod Sverige og til slut nederlag mod Tyskland.

      Dermed stod det klart, at Danmark ikke ville nå semifinalen. Danmark tabte kampen om femtepladsen til Frankrig, og leverede med sjettepladsen den dårligste placering ved et EM siden 2002.

  4. 2016

    1. Det historiske OL guld

      På grund af fiaskoerne ved VM og EM var forventningerne til det danske landshold ikke store forud for OL. 

      Gruppespillet blev en blandet fornøjelse med tre sejre og to nederlag. Som forventet gik Danmark videre til kvartfinalen, og herfra tog det fart.

      Med sejre over Slovenien i kvartfinalen, Polen i semifinalen og til sidst de forsvarende olympiske mestre fra Frankrig i finalen, var sucessen en realitet.

    2. Gudmundsson annoncerer sit stop

      Gudmundur Gudmundsson fortæller, at han stopper som landstræner, når kontrakten udløber med DHF i sommeren 2017.

      - Jeg har oplevet mange spændende ting med det danske landshold – senest OL-guldet, som er det største nogensinde – men til sommer udløber kontrakten, og jeg har andre planer, lød det fra Gudmundur Gudmundsson i den forbindelse.

  5. 2017

    1. VM-skuffelse

      Danmark leverede det dårligste VM-resultat i 12 år.

      Gudmundssons hold blev slået ud af VM allerede i ottendedelsfinalen efter en rædselsfuld kamp mod Ungarn, hvor Danmark aldrig var foran. 

      Det blev Gudmundur Gudmundssons sidste landskamp.

    2. Ridder af Dannebrog

      Gudmundur Gudmundsson udnævnes i al stilfærdighed til ridder af Dannebrog. Først en uge efter udnævnelsen fortalte han om det til islandsk tv. Dansk Håndbold Forbund havde ingen anelse om den fornemme anerkendelse. 

    3. Gudmundsson stopper før tid

      Gudmundur Gudmundsson stopper som dansk landstræner få måneder før kontraktudløbet med DHF. 

      Afløseren Nikolaj Jacobsen blev præsenteret i december 2016. Han overtager jobbet med det samme.