Håndboldredaktør: Gudmundssons exit ender alligevel med at blive dramatisk

Manden bag den største succes nogensinde for et dansk herrelandshold er færdig et halvt år efter bedriften og fire måneder før planlagt.

Umiddelbart giver det ingen mening, at Gudmundur Gudmundsson på så kort tid kunne gå fra den ultimative triumf til en fratrædelse før tid.

Se også

Landsholdsprofil om Gudmundssons stop: Vi har brug for forandring

Guldtræneren skulle først være stoppet til sommer. Hyldet for sin tid og OL-guld ved landsholdets sidste kamp til juni på dansk parket. Nu bliver det, som da Jan Pytlick røg ud som damelandstræner: En pressemeddelelse fyldt med forvrængede violiner, farvel og tak for alt.

Men det giver god mening, at det fra dags dato er Nikolaj Jacobsen, og ikke Gudmundsson, der står med ansvaret.

Det er en helt rigtig beslutning at stoppe her. Jeg skrev efter den eklatante fiasko ved VM i januar, at Gudmundsson burde sidde tiden ud. Fordi der har været nok ballade omkring landsholdet i den seneste tid og fordi en olympisk guldtræner har fortjent en værdig afsked.

Nu tyder alt så på, at Gudmundsson gerne ville stoppe før tid, og derfor har Dansk Håndbold Forbund handlet korrekt.

Se også

DHF-chef hylder Gudmundsson: Han bliver husket til evig tid

Jeg forstår til fulde, at han ikke gider mere. Bruddet mellem islændingen og forbundet er fortællingen om et helt igennem elendigt ægteskab. Præget af den irriterende tavshed, hvor begge parter i forholdet bare venter på at den anden tager ordet og siger stop.

Begge har således grund til at være lettede i dag. Dialogen mellem Gudmundsson og ledelsen i DHF har været ikke eksisterende igennem længere tid. Senest illustreret, da Gudmundsson i februar fik det danske Ridderkors – uden at føle sig forpligtet til at bringe den store, positive nyhed videre til sin arbejdsgiver. Det var pinligt, at nyheden nåede DHF via en journalist.

Det lignede i høj grad en islandsk lussing til generalsekretær Morten Stig Christensen, der ikke just tog landstrænerens ryg, da Ulrik Wilbek-balladen og efterfølgende opsigelse som sportschef buldrede i august. Wilbek var væk og opgaven midlertidigt overtaget af Morten Stig Christensen. Uden at det løftede dialogens niveau eller hyppighed.

Se også

Nikolaj Jacobsen overtager landsholdet nu: - Jeg havde ikke set den komme

Da landsholdet mødtes i oktober for første gang siden OL-guldet, trænede de 100 meter fra DHF-kontoret i Brøndby. Ikke en eneste fra ledelsen mødte frem og trykkede på næven, hvilket blev noteret på og omkring holdet.

Derfor sidder der nok også en mand på Island og smiler ironisk over Morten Stig Christensens formulering i dagens pressemeddelelse, hvori DHF-chefen hylder Gudmundsson og forbundet for et ”fantastisk samarbejde”. Omvendt nøjes den afgående træner på samme stykke papir med at rose samarbejdet med spillerne og staben omkring holdet. Ikke ét rosende ord om DHF’s ledelse.

Jeg ser intet overraskende i dagens udvikling. Men det bliver alligevel en dramatisk exit, fordi Gudmundur Gudmundsson afviser at lade sig interviewe om sin afsked. Hvis samarbejdet havde været fantastisk, med masser af fryd, noget gammen og gensidig respekt, hvorfor vil han så ikke sætte ord på og selv placere sit sidste punktum i historiebogen?

Se også

Gudmundsson siger farvel til DHF: - De er lettede over at slippe for hinanden

Mon ikke, at parterne som en del af fratrædelsesaftalen er blevet enige om at male et Monét med åkander i det offentlige rum. Et maleri, som Gudmundsson trods alt ikke ville stå og smile på.

Derved kan samarbejdet i afskedens time fremstå lige så poleret som i november, da Gudmundsson meldte ud, at han ikke ønskede at forlænge sin kontrakt til sommer. OL-guld eller ej. Det var vist et spørgsmål om, hvad der kom først: Hønen eller ægget? Og det passede DHF fint, for så slap de for at sige, at de heller ikke gad forlænge med guldtræneren. Det var nemlig aldrig DHF’s ønske at beholde ham. Forbundets kikkert var med sikkerhed allerede rettet mod Heidelberg og Nikolaj Jacobsen.

Efterskriftet på Gudmundur Gudmundssons næsten tre år som dansk landstræner er lidt af en rodebutik. VM i Qatar i 2015 var med kvartfinale-nederlaget til Spanien en skuffelse. EM i Polen og senest VM i Frankrig var begge rendyrkede fiaskoer. Og midt i denne bunke af møg, finder man en funklende rubin fra OL i Rio, der gør det prekært at sætte en samlet label på islændingens tid som dansk landstræner.

Se også

Gudmundssons op- og nedture: Her er hans tid som dansk landstræner

Vi skal her huske på Ulrik Wilbeks ord fra pressemødet, da Gudmundsson blev præsenteret. Han var hyret til at bryde den olympiske forbandelse for landsholdet. Hvilket han gjorde.

Jeg tillader mig alligevel at kalde det for en skuffende periode. Vi troede, at Danmark i 2015 skulle vinde flere titler og fortsat være med helt fremme. Niklas Landin og Mikkel Hansen var i deres bedste håndboldalder og Gudmundsson overtog et fremragende materiale. En put and take-sø af erfaring og talent på alle pladser. Så er det altså ikke godt nok, at tre ud af hans fire slutrunder endte galt. To af dem i decideret fiaskoer.

Danmark kom så galt afsted ved VM i Frankrig, at forårets EM-kvalifikationskampe mod Ungarn, Holland og Letland pludselig blevet meget vigtigere. Holdet skal kittes sammen igen. Der skal findes svar og der skal kigges indad. Måske skal der også ryddes op i truppen. Vi mangler stadig en forklaring på, at Danmark kunne kuldsejle så dramatisk i ottendedelsfinalen mod Ungarn.

På den led er det aldeles fremragende, at Nikolaj Jacobsen nu kommer til. Spillerne får en helt anden type som træner. Han er foran på point. Hovedparten af spillerne ønskede sig brændende at han blev landstræner. Nu kommer maj- og juni-samlingerne til at få en helt ny energi og frem for alt for Nikolaj Jacobsen foræret ekstra forberedelse frem mod EM om 10 måneder.

I studiet før mandagens kamp mellem Ribe-Esbjerg og Aalborg vil Gudmundurs afsked blive diskuteret. Se det fra klokken 19 på TV 2 SPORT.