Håndbold

Nikolaj Jacobsens tidligere chef forudser større ændringer på landsholdet

Nikolaj Jacobsen storroses af sin tidligere chef, Jan Larsen, der har store forhåbninger til den nye danske landstræner.

Der er mange i det danske håndboldmiljø, der ser frem til maj, hvor Nikolaj Jacobsen for første gang vil stå i spidsen for det danske herrelandshold. 

En af dem er direktør i Aalborg Håndbold og Jacobsens tidligere chef, Jan Larsen, der giver Nikolaj Jacobsen store roser med på vejen, når snakken falder på Danmarks nye landstræner.

- Det er en fantastisk dygtig træner. Nikolaj har alle de egenskaber, der skal til for at få succes med Danmark, siger Aalborg-direktøren til TV 2 SPORT.

- Han har en hel unik taktisk begavelse. Han er meget, meget seriøs omkring hans forberedelser. Hvis man synes Gudmundur ser meget film på sine modstandere, så bare rolig, det gør Nikolaj også, siger Jan Larsen.

Nikolaj Jacobsen var med til at vinde DM-guldet til Aalborg i 2013 som cheftræner. Det var i den periode, at Jan Larsen også fik øjnene op for en anden kvalitet ved den tidligere landsholdsspiller, der gør ham meget unik i sin trænergerning. 

- Hans mandskabspleje er meget speciel og en stor styrke. Han kan både give kæmpe skideballer ud og samtidig samle folk op, hvis de ikke er i godt humør. Han har den der passende distance til spillerne, hvor han både kan være deres ven, men samtidig også sætte sig i respekt, når det virkelig gælder, siger Jan Larsen.

Jan Larsen forudsiger også, at Nikolaj Jacobsen kommer til at bringe en masse nyt ind til det danske landshold. 

- Han er en dygtig håndboldtræner og nu får han nogle af de allerbedste spillere i verden. Så jeg glæder mig, fordi jeg tror, at han vil bringe nye ting ind til det danske landshold. Nye forsvarsformationer tror jeg, vi kommer til at se blandt andet, siger Jan Larsen.

Nikolaj Jacobsens debut som landstræner bliver i april, hvor Danmark skal spille to EM-kvalifikationskampe mod Ungarn.