Efter 10 måneders landsholdspause: Nu melder Lauge sig klar igen

Rasmus Lauge har ikke været en del af landsholdet i 10 måneder, men nu er han igen til rådighed.

Håndboldherrernes nye landstræner, Nikolaj Jacobsen, har endnu en Bundesliga-stjerne til rådighed, når han i næste måned skal udtage sin første landsholdstrup.

Rasmus Lauge er fuldt tilbage efter sin knæskade, og han er igen klar til at optræde for Danmark.

- Det går rigtig fint. Kroppen arter sig godt og har egentlig gjort det, siden jeg kom tilbage i starten af november. Det skal bare fortsætte på den måde, så er jeg sikker på, at jeg på et eller andet tidspunkt er tilbage i rød og hvid, siger Rasmus Lauge til TV 2 SPORT.

Står du 100 procent til rådighed nu, eller hvordan er situationen?

- Som det ser ud med kroppen nu, så ja, siger Rasmus Lauge.

I onsdagens udgave af håndboldmagasinet 'Kontra' fortæller Nikolaj Jacobsen, at han endnu ikke vil løfte sløret for, hvilke spillere han udtager til sit nye landshold.

Men han har drøftet Flensburg-spillerens fysik med ham, for han er inde i landsholdsbilledet. 

- Rasmus er helt sikkert med i de planer, jeg har for fremtiden med det danske landshold. Det er der ingen tvivl om, siger Nikolaj Jacobsen.

En revnet menisk, der krævede en operation, har holdt playmakeren fra landsholdet siden april sidste år. Dermed missede han med stor ærgrelse det OL i sommer, der endte med den største triumf i dansk herrehåndbolds historie.

Og der er sket mere med landsholdet, siden Rasmus Lauge sidst trak den rød-hvide trøje over hovedet. Blandt andet har den nu tidligere landstræner, Gudmundur Gudmundsson, gjort Hannover-spilleren Morten Olsen til fast mand på playmakerpladsen.

Vælger Nikolaj Jacobsen at udtage Rasmus Lauge, så glæder han sig til igen at opleve den nye landstræners spillestil. 

- Jeg kan godt lide den. Jeg har også tidligere været under Nikolajs vinger, og jeg kender ham relativt godt fra Silkeborg-tiden, så jeg er sikker på, vi nok skal få det til at fungere, siger Rasmus Lauge.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard lægger vægt på, at Rasmus Lauge og Morten Olsen er to helt forskellige playmakertyper, og at meget kommer an på, hvilken retning den nye landstræner ønsker at gå i. 

- Der er ingen tvivl om, at Rasmus Lauge passer godt ind i Nikolaj Jacobsens spillestil, men der er ikke særligt mange spillestile, Lauge ikke passer ind i. Fordi han er så dygtig, siger Bent Nyegaard.

Eggert har ikke lukket landsholdsdøren

Mens Rasmus Lauge melder sig klar til landsholdet her og nu, kan den nye landstræner med stor sandsynlighed se frem til at have endnu en landsholdskending til rådighed efter sommerferien.

Anders Eggert tror på, at kroppen til den tid tillader flere kampe for Danmark.

Et hårdt program i Bundesligaen har indtil nu tvunget den 34-årige fløjspiller til at melde fra, men fra sommeren er den blå Flensburg-trøje skiftet ud med Skjerns grønne, og med det følger også en mindre krævende håndboldhverdag.

- Jeg håber rigtig meget, at jeg har mulighed for at spille på landsholdet igen, når jeg kommer til den danske liga. Det har ikke været med min gode vilje, at jeg har været nødt til at sige fra. Det har hver gang været, fordi jeg har været fuldstændig presset i bund, siger Anders Eggert til TV 2 SPORT.

Eggert synes, Bundesliga-tilværelsen slider på ham

Fløjspilleren kender Nikolaj Jacobsen godt. Han fortæller, han ofte taler med ham, og at de også har berørt landsholdsfremtiden.

- Jeg har aldrig lukket en dør. Jeg vil så gerne spille. Det eneste er, at hvis ikke jeg kan holde til det, så synes jeg ikke, der er noget sjovt i at spille på halv kraft alle steder. Så vil jeg hellere spille fuld kraft ét sted, siger Anders Eggert.

Nikolaj Jacobsens nye landshold skal første gang i aktion i maj og juni, når der er afgørende EM-kvalifikationskampe på programmet.

Se håndboldmagasinet Kontra om Gudmundssons tid som landstræner og det nye landshold i aften klokken 22.05 på TV 2 SPORT og på TV 2 PLAY.