Håndbold

Dansker skiftede væk fra storklub: - Vil gerne spille hele tiden

Jagten på at få mere spilletid er årsagen til, at Simone Böhme til sommer skifter til Siofok KC.

Den ungarske storklub Siofok bekræftede mandag, at de fra sommer får tilgang af Simone Böhme.

Skiftet er en smule overraskende, da den danske højrefløj så sent som i januar skrev under med den rumænske klub CSM Busuresti. Et hold der vel at mærke hører til i den europæiske topklasse.

Men spilletiden var ikke nok for hende.

- Jeg vil gerne spille så tæt på 60 minutter, som jeg kan komme til, og jeg ved nu, at det ikke er realistisk i Bucuresti. For at blive bedre skal man spille, og derfor ved jeg, at det rigtige skridt for mig er at tage en tur til Ungarn nu, siger hun til TV 2 SPORT.

I Siofok skal Böhme spille under en dansk træner. Lars Rasmussen tiltræder også i klubben til sommer, og han har haft stor indflydselse på skiftet.

- Han var rigtig interesseret i at få en spiller som mig, og han havde hørt meget godt om mig. Han synes, jeg er en profil, som vil passe rigtig godt ind på holdet, og jeg var en af de sidste brikker, de manglede at få på plads.

Siofok har desuden hentet landsholdsspillere fra Rumænien og Frankrig. Og har en klar målsætning om at spille europæisk inden for tre år. Den ambitiøse tilgang er noget, som tiltaler Böhme.

- Lars vil forsøge at skabe et sindssygt hårdt træningsmiljø og gøre sit bedste for at udvikle og ruste spillerne til også at spille europæisk. Og det er jo også mit mål at udvikle mig.

Simone Böhme har skrevet under på en toårig kontrakt med Siofok. Tidligere har hun spillet i Viborg og Randers.