Håndbold

19-årig sagde nej til Klavs Bruuns EM-billet: - Det kørte rundt i hovedet på mig

19-årige Mie Højlund blev tilbudt en plads ved kvindernes håndbold-EM i december, men takkede nej.

Randers-spilleren Mie Højlund er blandt de største talenter i dansk kvindehåndbold, og det blev i november sidste år understreget, da storsatsende Odense HC med Jan Pytlick i spidsen sikrede sig en kontrakt med playmakeren.

Og talentet rakte faktisk også det til plads på det danske landshold ved EM-slutrunden i december. Det skriver Jyllands-Posten i tirsdagens udgave af avisen.

Højlund var med i bruttotruppen, men blev siet fra til den endelig EM-trup, fordi hun ikke kunne få det til at passe ind i tilværelsen som studerende.

- Jeg fik at vide, at jeg ville komme med til EM, men vi var i gang med studieretningsprojekt på handelsskolen, og jeg var mentalt presset og lidt stresset over situationen. Det var bare en periode, hvor det hele føltes ekstra tungt, og det er hårdt, når man er perfektionist og gerne vil gøre sit bedste på alle områder, siger Mie Højlund ifølge Jyllands-Posten.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen bekræfter over for avisen, at Mie Højlund havde fået en plads ved EM, hvis hun havde meldt sig klar, og han tilbød ifølge Jyllands-Posten både lektiehjælp og eneværelse for at få hende med.

- Det betyder ikke, at det var let for mig at melde fra, det var virkelig svært, og det kørte rundt i hovedet på mig, men Klavs havde forståelse for min situation og forsikrede om, at jeg nok en anden gang skulle få chancen for at bevise, at jeg hører til på landsholdet, siger Højlund ifølge Jyllands-Posten.

19-årige Mie Højlund er med i truppen til Golden League-turneringen i Frankrig, som spilles fra torsdag til søndag i denne uge.

Sådan sender vi fra turneringen:

Torsdag

17:50 Norge - Rusland (TV 2 SPORT)

20:00 Frankrig - Danmark (TV 2 SPORT)

Lørdag

16:35 Rusland - Danmark (TV 2)

19:20 Frankrig - Norge (TV 2 SPORT)

Søndag

15:00 Danmark - Norge (TV 2)

17:50 Frankrig - Rusland (TV 2 SPORT)