Nyt farvel i DHF-toppen: Træt, slidt og fravalgt som sportschef
Arbejdspresset er blevet for stort for næstformanden i Dansk Håndboldforbund, som måtte se Morten Henriksen blive ansat som sportschef.
37 timer om ugen. Eller noget i den retning. Det er i overkanten, når man har sit fuldtidsjob ved siden af.
Det er hvert fald, hvad næstformanden i Dansk Håndbold Forbund, Carsten Grønmann Larsen, er nået frem til. Han havde håbet på, at han med stillingen som sportschef i DHF kunne få sin håndbold-sidebeskæftigelse som fuldtidsjob.
Det fik han ikke, og nu vælger han så at stoppe i forbundet – lige som både sportschef Ulrik Wilbek og herrelandstræner Gudmundur Gudmundsson har gjort inden for det seneste godt og vel halve år.
- Jeg er træt og slidt, siger han til TV 2 SPORT om beslutningen, der betyder, at han ikke genopstiller, når han til juni skulle på genvalg til DHF’s bestyrelse.
- Det er hårdt at være håndboldpolitiker, samtidig med at man har fuldtidsarbejde. De to sidste år har været ekstremt hårde. Der er sket mange ting i håndbolden, så nu har jeg besluttet, at jeg har brug for et sabbatår.
Var tæt på jobbet som Wilbeks afløser
Ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger var Carsten Grønmann Larsen blandt de sidste kandidater til jobbet som sportschef i DHF. Jobbet, der blev ledigt, da Ulrik Wilbek sagde op i efteråret. Men stillingen gik til Morten Henriksen, den nuværende SønderjyskE-træner.
- Jeg kan ikke svare på, om jeg var tæt på. Men jeg var med i processen, siger Carsten Grønmann Larsen, som ærgrer sig over, at han ikke får lov til at arbejde fuld tid med sin elskede håndboldsport.
- Det var for mig en enestående mulighed for at kunne arbejde 100 procent med min håndbold, som jeg elsker så meget. Men jeg har fuld respekt for… Vi ville ikke have noget kammerateri, så vi valgte nogen til at tage den proces, og jeg har fuld respekt for, at de valgte en mand, de mener, var bedre kvalificeret, siger Grønmann, som nu snart er fortid i DHF – blandt andet på grund af sportschefjobbet, som han ikke fik.
- Det er ikke en direkte udløber af det, men det er da klart, at det spiller med ind. På den måde havde jeg jo kunnet arbejde med håndbolden som mit job. Og det er jeg da ærgerlig over. Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde andet.
Næstformanden, der har været en del af DHF siden 2005, hvor han blev valgt ind i bestyrelsen, vil nu bruge et års tid på at få lidt luft og fritid, når han har fri fra sit rigtige arbejde i forsikringsselskabet Codan.
- Jeg har tænkt på det længe, men nu har jeg taget beslutningen. Man skal jo tænke lidt på sig selv og helst ikke falde død om. Jeg er ikke sur på noget eller nogen. Jeg synes bare, at presset blev for stort, og der har været mange sager de seneste to års tid, som selvfølgelig også tærer på kræfterne, siger Grønmann med henvisning til to store sager i dansk håndbold de seneste år:
Først hele balladen på og omkring damelandsholdet og landstræner Klavs Bruun Jørgensen og efterfølgende sagen om sportschef Ulrik Wilbek og herrelandstræner Gudmundur Gudmundsson, som endte med, at begge trak sig fra deres job i DHF.
- Det har jo ikke været nemme år, de sidste to år. Først presset på damerne, så Gudmundur og Ulrik og alle de ting, så det har jo været ekstremt hårde år. Og det gør ondt. Jeg synes, det er en fantastisk sport, så jeg bliver ked af det, når vi bliver ”rakket ned”, hvis man kan sige det sådan. Det er helt fair, at I skriver om det, sådan skal det ikke forstås. Det giver bare et kæmpe arbejdspres, når de sager kører. Så jeg har fuld respekt for, at pressen skriver, som den gør. Det giver bare en masse arbejde til os, lige meget om man er på sit ”rigtige arbejde”, på vej på ferie eller noget tredje.
Stort hul skal udfyldes i DHF
Nu må Dansk Håndbold Forbund så snart klare sig uden Carsten Grønmann, som ikke bare har været næstformand bag Per Bertelsen, men som også har siddet som formand i eliteudvalget fra 2007 til 2011 og samtidig været en central figur i alle DHF’s ansættelser af blandt andet landstrænere siden 2007.
- Han har været inde over meget af det og stået for det i samarbejde med Morten Stig Christensen, som jo er ansvarlig for alle ansættelser i DHF, siger formand Per Bertelsen, som begræder næstformandens farvel.
- I forhold til vores samarbejde er jeg da utrolig ked af det. Der bliver et stort hul, der skal fyldes ud efter ham. Han har taget sig af mange tunge opgaver, og det bliver svært at finde en mand, der kan træde i hans fodspor. Jeg har koncentreret mig meget om de internationale opgaver, så Carsten har taget sig meget af det nationale, og han har haft mange tunge opgaver på det seneste – især nu her, mens vi ikke har haft en sportschef.
Beslutningen har krævet søvnløse nætter
DHF-formand Per Bertelsen blev for omkring et år siden valgt som formand for turneringsudvalget i det internationale håndboldforbund IHF, og derfor er mange danske opgaver endt på Carsten Grønmanns bord.
- Vi har en formand, der er blevet valgt internationalt, og det giver selvfølgelig ekstra arbejde til andre, siger han.
- Jeg kan simpelthen ikke mere. Det er bare for hårdt at have fuldtidsjob og så også næsten et fuldtidsjob i DHF. Det er en hård cocktail, og det blev bare for hårdt for mig.
- Det har været en ekstremt svær beslutning. Jeg har jo været i håndbold hele mit liv. Der har været mange søvnløse nætter. Jeg startede med mig første trænerjob i 1977, så det bliver første gang, jeg slet ikke skal have noget håndbold ved siden af.
Glæder du dig til det?
- Jeg glæder mig. Men jeg ved ikke, om der går et halvt år eller tre måneder, inden jeg bliver lokket ind i noget nyt. Jeg tror ikke, jeg kan undvære håndbolden. Men nu tager jeg hvert fald en pause.
Dansk Håndbold Forbund skal til juni vælge Carsten Grønmanns afløser, og dermed skal forbundet ifølge formand Per Bertelsen have fordelt den afgående næstformands opgaver ud på flere skuldre.