Vores træner

U12-pigerne fra Rødekro: - Vores træner skaber et unikt sammenhold

Allan Hansen fra Rødekro er en af de passionerede trænere, der gør en kæmpe forskel i den lokale håndboldklub.

Engagement, sammenhold og gode oplevelser er nøgleordene, når Allan "Galle" Hansen træner sine 26 U12-piger i den sønderjyske by Rødekro.

- Allan formår at opnå resultater ved at være troværdig, udvise næstekærlighed og støtte op om alle pigernes individuelle talent og niveau, skriver klubbens U12-piger og deres forældre i indstillingen af Allan til konkurrencen "Vores Træner".

Den 37-årige træner, der bliver kaldt "Galle", har selv tre børn, som spiller håndbold, og han er sågar selv aktiv på klubbens serie 1-hold.

Han arrangerer både træningsweekender og stævner for sine hold, mens strandhåndbold er på programmet om sommeren.

- Han skaber gode resultater i alle rækker og får pigerne til at føle sig godt tilpas. Derudover skaber han et sammenhold blandt alle pigerne som er helt unikt, lyder roserne fra spillere og forældre.

I U12-holdets video, som kan ses øverst i artiklen, skinner det igennem, at den smilende sønderjyde nyder at gøre en forskel.

Du kan også indstille din træner til konkurrencen via dette link.