Håndbold

Playmakertalent forlader Viborg og skifter til fransk håndbold

Playmaker Sarah Paulsen rejser til Frankrig efter sæsonen i jagten på mere spilletid, end hun får i Viborg HK.

Senneppens hjemby skal til sommer sætte ekstra smag på Viborg-talentet Sarah Poulsens håndboldkarriere. 

Den 19-årige playmaker bliver ofte henvist til bænken hos Primo Tours Ligaens aktuelle nummer to, og det tager hun nu konsekvensen af.

Sarah Poulsen forlader Viborg HK og skifter til den franske klub Dijon - fra byen med den berømte sennep af samme navn - på en étårig aftale. 

- Jeg vil gerne blive en bedre spiller, og jeg tror, at Dijon er den rigtige klub for mig, forklarer Sarah Poulsen sit skifte over for det franske medie Le Bien Public

Sarah Poulsen har stået for 14 mål og syv assists i Viborgs ligakampe i denne sæson, men Viborg-træner Allan Heine kan ikke garantere hende mere spilletid fremover. 

- Lige nu har hun brug for mere luft under vingerne i form af spilletid både i forsvaret og angreb. Den spilletid har jeg svært ved at give hende i Viborg i den kommende sæson, og derfor ser jeg det som et rigtig godt valg, at hun skifter til Dijon, siger Allan Heine til Viborg Stifts Folkeblad.

Dijon ligger lige nu nummer otte ud af 11 hold i den franske liga.