Håndbold

Tynd bænk overraskede: Pytlicks Odense vinder første DM-kvartfinale

Odense Håndbold vandt den første DM-kvartfinale på udebane over Viborg.

Jan Pytlicks hårdt prøvede Odense-mandskab hentede en stor skalp i den første af tre mulige DM-kvartfinaler mod Viborg.

Det blev til en sejr på 28-26 i Viborg, men det var først i kampens sidste minutter, at fynboerne trak afgørende fra.

DM-kvartfinalerne spilles bedst af tre kampe, hvorfor Viborg nu er tvunget til at vinde næste kamp i Odense om præcis en uge. Hjemmeholdet kan nøjes med uafgjort for at sikre sig en plads i semifinalen.

Med tredjepladsen i grundspillet valgte Viborg selv Odense som modstander i kvartfinalen. Odense reddede sig lige akkurat en plads i kvartfinalen i sidste spillerunde med en sejr over netop Viborg.

Odense er hårdt ramt af skader og graviditeter, hvorfor cheftræner Jan Pytlick kun rådede over ti markspillere til kampen. Men de få fynboer startede bedst og kom foran med 2-0, før landsholdsspilleren Line Haugsted fik bragt hjemmeholdet på måltavlen.

Netop Haugsted var frontfiguren, da Viborg hurtigt fik bragt sig tilbage og endda foran med 7-4 inden ti minutters spil. Her havde hun scoret tre mål og lavet en forrygende assist.

Så tog Pytlick timeout, og den gav så meget pote, at Odense åd sig stille og roligt tilbage. Viborg fik sværere ved at få hul på Odense-defensiven og den indskiftede målvogter Channa Masson, og efter 20 minutters spil udlignede Deonise Fachinello til 10-10.

Comeback til Viborg-legende

Da Odense kort efter kom foran, blev det for alvor tid til comeback til den tidligere landsholdsmålvogter Louise Bager Due. På grund af problemer på posten annoncerede hun forleden – fire år efter sit karrierestop – at hun skulle hjælpe Viborg resten af sæsonen.

Lige lidt hjalp det dog på den korte bane, hvor Odense spillede sig op på en tomålsføring og tvang Allan Heine til at tage timeout. Den uventede drejning på kampen efter Viborgs stærke start blev ikke for alvor vendt på hovedet. Begge hold holdt en lang scoringspause ved stillingen 10-12 til Odense. Ann Grete Nørgaard reducerede kort før pausen til 11-12 og lukkede ned for en scoringspause på næsten ti minutter fra Viborgs side.

Nørgaards scoring markerede dog frem for alt et comeback fra Odenses side. Med tre hurtige scoringer fik Pytlicks ti spillere bragt sig på 11-15, inden Line Haugsted reducerede til pausestillingen med sin femte scoring i første halvleg.

Stillingskrig

Allan Heine fik efter alt at dømme talt med nogle bogstaver i pausen, som var til at forstå, for Viborg fik langt bedre styr på spillet. Målene væltede ikke ligefrem ind, men efter 12 minutters spil af anden halvleg havde Louise Bager Duo blot lukket to mål ind. Det var kraftigt medvirkende til, at Viborg tilkæmpede sig en føring på 18-17.

Meget tydede på en dramatisk afgørelse på kvartfinale ét, for efter Viborgs comeback formåede ingen af holdene at rykke fra med mere end en enkelt scoring. Således var stillingen 21-21 med ti minutter tilbage

Da Line Haugsted udlignede til 24-24 med godt fem minutter tilbage af opgøret, havde hun og Ann Grete Nørgaard scoret ni hver – altså tre ud af fire Viborg-scoringer. Trods duoens skræmmende styrke formåede Odense efter knap et kvarters stillingskrig at trække fra og kom på plus to, og med tre minutter tilbage gjorde Nadia Offendal det til 27-24 til udeholdet.

Viborg formåede ikke at komme tilbage, og så vandt Odense med 28-26.