Ligaoprykkere bekræfter farvel: Træneren smutter til sommer

Claus Lyngsøe stopper som ventet i TM Tønder efter tre sæsoner som succesfuld cheftræner.

Han var manden, der førte TM Tønder op i herreligaen efter et af de største oprykningsdramaer nogensinde mod Nordsjælland sidste år. 

Og han kan blive manden, der sikrer sønderjyderne endnu en ligasæson, hvis TM Tønder slår Skive i de kommende oprykningskampe. 

Men uanset om Tønder forbliver i ligaen eller ej, bliver Claus Lyngsøe ikke selv.

Cheftræneren har valgt at stoppe efter denne sæson, meddeler TM Tønder i en pressemeddelelse - og bekræfter dermed den historie, som avisen Der Nordschleswiger skrev for en uge siden.

Samme aften var der KONTRA Special på TV 2 SPORT med sidste spillerunde i grundspillet, og her blev Claus Lyngsøe forholdt til rygterne om et kommende farvel. I videoen øverst kan du se, hvad han sagde dengang. 

En uge senere er hans afgang nu officielt meldt ud - uden at Claus Lyngsøe dog kommer nærmere ind på, hvorfor han har valgt at stoppe. 

- Efter tre meget spændende år i TM Tønder Håndbold, så har jeg valgt at stoppe efter denne sæson. Jeg har nydt at være tre år i klubben, og sammen med alle omkring holdet har vi været gennem en periode med mange højdepunkter. Jeg har haft en trup af unge, dygtige og seriøse spillere, som det har været en fornøjelse at arbejde sammen med, siger Claus Lyngsøe i pressemeddelelsen.

Han har været træner i TM Tønder i tre sæsoner, og inden da var han assistenttræner i SønderjyskE. 

Udover de kommende to - måske tre - oprykningskampe mod Skive fH har Claus Lyngsøe og TM Tønder også en pokalkamp mod Mors-Thy på programmet, inden de går på sommerferie.