Danskerklub når historisk jubilæum: - En gigant i håndbold
FC Barcelona har de sidste tre årtier været en magtfaktor i Spanien - og ikke kun i fodbold. Klubbens håndboldhold rundede lørdag en markant milepæl.
Weekend. Ligakamp for FC Barcelona. Sejr.
Sådan forløber det oftest - næsten rutinemæssigt - for det spanske storhold i den hjemlige håndboldrække. Ja, faktisk sæsonen igennem. Uden de store udråbstegn undervejs, indtil trofæet til slut bliver hævet i Catalonien.
Men den seneste kamp mod bundholdet BM Sinfin markerede alligevel noget ekstraordinært for FC Barcelona. Opgøret, der endte med en overbevisende sejr på 39-25, var nemlig klubbens 800. kamp i den spanske liga, siden den blev omdøbt til Liga Asobal i 1990. En historisk milepæl, som FC Barcelona er det første spanske hold nogensinde til at nå.
- Det er jo bare en af de allerstørste klubber i verden, som samtidig har en vild historik. Der er ikke mange, der kommer op på siden, siger Jesper Nøddesbo, der er i gang med sin 10. sæson i netop FC Barcelona.
Stregspilleren scorede to gange i lørdagens sejr over Sinfin. Han har oplevet små 300 af de i alt 800 historiske Liga Asobal-optrædener. Kampe, hvoraf intet mindre end de 707 af dem er endt med to point til FC Barcelona, som samtidig kun har oplevet at forlade en ligakamp helt uden point 70 gange i de sidste 27 sæsoner.
En imponerende tendens til at vinde igen og igen. For nederlag er ganske enkelt ikke en mulighed for klubben med de karakteristiske røde og blå vertikale striber.
- Det hele er gennemsyret af en stærk vinderkultur. Hos os er der ikke noget, der hedder at tabe. Det er ikke sådan, at vi har fokus på sejrsrekorder. Det er mere på os selv, og hvordan vi også vinder den næste kamp. Der er en stor ærgerrighed, og folk sætter en stor ære i at spille for klubben, siger den 36-årige stregspiller, der sammen med skadede Lasse Andersson udgør de aktuelle håndbolddanskere i FC Barcelona.
TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen spillede ni sæsoner i den spanske Liga Asobal hos forskellige klubber. Her oplevede han FC Barcelona på nærmeste hold og tøver ikke med at tage de helt store gloser i brug til beskrivelsen af den catalanske klub:
- Det er jo en mastodont og har været det gennem stort set hele klubbens levetid. Der er altid et specielt, magisk strøg over det, når man møder Barcelona. For det er virkelig en gigant indenfor håndboldverdenen.
- Man vil altid gerne slå den klub, og man skal performe maksimalt for at kunne følge med dem. Og så at spille i Palau Blaugrana (Barcelonas hjemmebane) - det er en helt speciel oplevelse. Det er et af de mest fantastiske steder at spille håndbold, når den er fyldt, siger Claus Møller Jakobsen.
Finanskrise fjernede konkurrencen
Den tidligere landsholdsplaymaker var en del af den spanske liga i årene efter årtusindskiftet. År, hvor den spanske række var på niveau med - hvis ikke bedre end - Bundesligaen i Tyskland. Og samtidig sæsoner med masser af euro til at betale for de talrige håndboldstjerner. Penge, der ikke bare hævede niveauet, men også sørgede for spændingen i form af titelkonkurrenter til FC Barcelona. Begge forsvandt dog i årene efter, at den økonomiske krise ramte Europa og i særdeleshed Spanien:
- De mennesker og firmaer, der synes det har været hårdt i Danmark. Det kan du gange med 10-20 stykker i Spanien. Det har virkelig været voldsomt. Og rigtig mange klubbers grundlag for en sund økonomi er smuldret. Så det er helt nystartede projekter i alle andre klubber end Barcelona stort set, siger Claus Møller Jakobsen.
'Barca' blev ikke nær så hårdt ramt.
- De er en del af en gigantisk klub, hvor håndboldbudgettet er en lillebitte spytklat i et kæmpestort hav. Så de har kunnet holde det kørende med verdensstjerner på lønningslisten. Det er en klub, der siden den har eksisteret har haft som erklæret mål, at de går efter at vinde alt, som de stiller op i, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert. Og vinde formår de at gøre.
Den catalanske storklub er lige nu godt på vej til at vinde det syvende mesterskab på stribe. I de sidste syv sæsoner er det kun blevet til tre ligakampe med pointtab. Med lørdagens triumf over BM Sinfin er FC Barcelona samtidig nu oppe på 113 ligasejre i træk.
- De har det jo alt for let lige nu. Det er givet på forhånd, inden sæsonen går i gang, at Barcelona vinder. Spørgsmålet er, om de vinder med maksimum point, eller et enkelt hold kan drille dem på en halvdårlig dag.
- Hvis du spiller i Spanien hos en anden klub end Barcelona, så er det ganske simpelt en liga, hvor du spiller om 2. pladsen. Dertil er gabet alt, alt for stort nu, siger Claus Møller Jakobsen.
Og det er ikke kun udefra, at den manglende konkurrence i toppen af den spanske liga bliver bemærket:
- Det er lidt det, som ligaen mangler lige nu: En stærk rival for os. Forskellen på de stærkeste og svageste hold er for stor. Der er mange hold, der er dygtige, men som ikke kan holde niveauet en hel sæson - holde trit med os, der har en noget større bredde, siger Jesper Nøddesbo.
Den mangeårige landsholdsstreg har nået 223 landskampe i rødt og hvidt. Over halvdelen af dem har været i de 10 år, mens han har haft FC Barcelona som daglig arbejdsgiver. Selv om det blev til spilletid i lørdagens jubilæumskamp i ligaen, så har Nøddesbo de seneste år stået bag franskmanden Cedric Sorhaindo og polske Kamil Syprzak i køen til spilletid på catalanernes stregposition.
- Jeg vil selvfølgelig gerne spille mere, ingen tvivl om det. Men jeg vidste godt, hvordan tingene ville være, så det er noget, jeg selv har valgt. Så jeg må bare knokle på, siger Jesper Nøddesbo, der i sommers forlængede sin kontrakt med Barcelona, så den løber frem til udgangen af næste sæson.
En af argumenterne for forlængelsen var muligheden for at kunne vinde endnu et Champions League-trofæ. En titel, som Nøddesbo allerede har vundet to gange (i 2011 og 2015) med FC Barcelona. I den igangværende sæson er klubben nået frem til kvartfinalerne mod THW Kiel ved Europas fornemmeste klubturnering.
Inden de vigtige kampe, hvor Nøddesbo kommer op mod landsholdskollegaerne Niklas Landin og René Toft Hansen, kunne Barcelona sikkert godt bruge en rigtig spansk topkamp - som i 00'erne - til at trimme koncentrationen og forberedelsen inden CL-kvartfinalerne.
- I ligaen kan jeg godt savne, at vi har en rigtig stærk rival i tabellen. En modstander, der giver de der rigtig skarpe opgør, som dem vi oplever i Champions League. Omvendt tillader den hjemlige liga os også at have mere fokus på Champions League, hvor de rigtig sjove kampe ligger for os, siger Jesper Nøddesbo.
Den danske stregspiller kan muligvis bryste sig af to Champions League-titler i karrieren, men sammenlignet med en række af spillerne på overstående billede, så har Nøddesbo og resten af det nuværende Barcelona-hold et stykke endnu.
Det er nemlig billedet af FC Barcelonas hold anno 1999. Håndboldholdet, der ligesom storebror fra fodboldens græsbaner gik under kælenavnet 'Dream Team' på baggrund af en ekstraordinær gylden æra. Fem gange i træk kunne Valero Riveras tropper lade sig hylde som vindere af Champions League.
Flere af legenderne fra 'Dream Team' har samtidig fundet vej til Claus Møller Jakobsens bud på et All Star-hold for FC Barcelona de sidste 25 år. Se holdet nedenfor med uddybende kommentarer fra TV 2 SPORT-eksperten: