Storspillende TTH knuser Mors-Thy i første slutspilskamp
TTH Holstebro vandt sikkert sin første kamp i slutspillet, da Mors-Thy blev besejret stort med 27-20 tirsdag aften.
Det kan være svært at definere 'klasseforskel'. Men i kampen mellem Mors-Thy Håndbold og TTH Holstebro tirsdag aften nærmede vi os i hvert fald noget, der lignede.
Her tog TTH nemlig en stor sejr på hele 27-20 over Mors-Thy i de to holds første kamp i slutspillets gruppe to i herrernes håndboldliga. Særligt takket være TTH-målmand Torbjørn Bergerud var gæsternes sejr reelt aldrig i fare. Han stod med en tårnhøj redningsprocent kampen igennem.
Man hører ofte sportsudøvere understrege, at de skal være ’klar fra start’. Det samme gjorde både spillere og trænere fra TTH Holstebro inden tirsdagens slutspilskamp mod upåagtede Mors-Thy.
For det er i den grad set før, at Mors-Thy giver et større hold voldsomme problemer fra første fløjt. Og tirsdag aften var Mors-Thy’s hjemmebane pakket til sidste plads med håndbold-glade fans. Der var sågar sat en ekstra stolerække op i dagens anledning. Og så plejer det at være et svært sted at spille.
Men TTH var i den grad ’klar fra start’.
I første halvleg lukkede TTH Holstebro nærmest totalt af i forsvaret. Mors-Thy kørte med meget lange angreb og have svært ved at få det til at flyde. Og da TTH-målmand Torbjørn Bergerud samtidig leverede redninger på stribe, så blev det lidt af en drømmestart for gæsterne. Efter ti minutter var stillingen 10-2 til TTH Holstebro.
Billedet fortsatte halvlegen ud. Mors-Thy forsøgte sig med syv mod seks-spil, men TTH straffede det gang på gang.
TTH-forsvaret stod ekstremt solidt, og Mors-Thy formåede blot at få nettet til at blafre seks gange i første halvleg. Således kunne TTH gå til pause med en overraskende stor og knusende sikker føring. 14-6 til gæsterne fra Holstebro efter de første 30 minutter.
Efter pausen kom Mors-Thy væsentligt bedre fra start, og efter få minutter fik hjemmeholdet formindsket TTH's føring til 15-10. Blandt andet takket være nogle gode redninger i Mors-Thy-målet af Kasper Larsen. Og da TTH samtidig lavede langt flere tekniske fejl, kunne Mors-Thy bringe bare en smule spænding ind i opgøret.
Men det var bare ikke nok.
TTH formåede endnu engang at skrue op for tempoet og kunne relativt tidligt lukke kampen. Bergerud fortsatte sit storspil i målet, og Holstebro-skytterne fortsatte med at sætte bolden sikkert i nettet. Med et kvarter igen var TTH foran med 20-12.
Føringen kom herfra aldrig i fare, og TTH endte med at vinde 20-27.
Da TTH havde ét point med over i slutspillet fra grundspillet, så er Holstebro-klubben nu samlet oppe på tre point og dermed på førstepladsen i slutspillets pulje to. Mors-Thy Håndbold er med nul point på sidstepladsen.