Tæt på semifinale mod alle odds: En helt speciel følelse på holdet

Odense Håndbold er presset helt i bund på ressourcerne, men alligevel kan klubben onsdag aften spille sig i DM-semifinalen hjemme mod Viborg.

Se Odense-Viborg kl. 20.30 i aften på TV 2 SPORT

Sidste uge var der perioder, hvor Odense Håndbold kun havde én bagspiller til rådighed i træningen. Alligevel kan klubben i aften spille sig i semifinalen, hvis de blot får uafgjort mod Viborg HK.

I sidste uge formåede klubben overraskende at vinde 28-26 i første kamp ude mod Viborg, da de trak fra til sidst og afgjorde kampen.

Her syv dage senere gælder det så returkampen, og på trods af de manglende spillere tror den rutinerede stregspiller Kamilla Kristensen stadig på sit hold. Pladserne på holdet er nemlig ikke rigtig til diskussion.

- Det giver lidt sig selv. Rollerne er fordelt, og vi ved godt, der skal løftes i flok, og flokken er ikke så stor. Men sammen kan vi klare det.

I ligner næsten et usandsynligt semifinalehold, er I selv overrasket?

- Både og. Man kan godt se, vi ikke er så mange, men dem der er tilbage har styr på de ting, vi skal lave, og vi synes, vi har aftalerne på plads. Vi træner godt, og der er godt humør, og så synes jeg, vi er dygtige. Det har vi også vist de sidste par kampe mod Viborg, hvor vi ikke har været så mange, men udnyttet de ressourcer, vi har, siger Kamilla Kristensen.

Skader og graviditeter betyder, at træningerne i Odense Håndbold har været anderledes end normalt, og spillerne i stedet har fokuseret mere på individuelle ting end sammenspillet. Men sammenholdet kan der ikke pilles ved.

- Der er bare en helt speciel følelse på det her hold. Jan (Pytlick) siger tit ”ryk tættere sammen i bussen,” og det er lidt en kliché, men der er bare noget med, at vi er nødt til at være tætte og bakke hinanden ekstra meget op. Og så er det fedt, det er gået så godt, som det er. Det giver ekstra humør, og så tror vi på det, tilføjer Kamilla Kristensen.

Bag hende står den rutinerede målvogter Chana Masson, der stopper karrieren til sommer efter mange år i tophåndbold. Hun var med til at vinde DM-sølv i 2010, og hun tror på, at de manglende spillere nærmest er vendt til noget positivt for klubben.

- Normalt er det farligt med skadede spillere, men for os blev det modsat. Vi er så tæt på hinanden nu, og vi kender hinanden bedre. Det hjælper os faktisk, vi ikke kan skifte så meget, fordi dem der er på banen tager stort ansvar. Jeg er overrasket, men også glad.

- Jeg tror ikke, vi tænker på det. Det kommer helt naturligt for os. Så er vi heldige med, at dem der er tilbage er meget rutineret og har prøvet mange ting i deres håndboldliv. Derfor vender vi det til noget positivt. Og så betyder det meget, at vi er to gode målmænd, siger den 38-årige målvogter.

Du kan se Odense Håndbold mod Viborg HK i aften kl. 20.30 på TV 2 SPORT, men vi åbner allerede studiet kl. 18.00, når Silkeborg-Voel møder København.