Østeuropæiske fans kastede urin, mønter og lightere på banen: - Det var ret vildt

16x9
Paula Ungureanu fik urin ned over sig i lørdagens Champions League-kamp. Foto: ROBERTO SCHMIDT / Scanpix Denmark

Hjemmeholdets fans gik mildest talt over stregen, da Simone Böhme og CSM Bucuresti gæstede Budapest i Champions League.

Det rumænske storhold CSM Bucuresti spillede sig i weekenden videre til semifinalen i Champions League med en udesejr på 27-26 over ungarske Ferencvaros Budapest.

Før kampen var der lagt op til et intenst opgør mellem hold fra to østeuropæiske lande, der bestemt ikke bryder sig om hinanden. Det fik danske Simone Böhme og resten af udeholdets spillere i den grad at føle. 

- Man fik lige sådan lidt kuldegysninger, da man gik ind, og de bare begyndte at råbe og skrige. Det var ret vildt, og jeg har ikke prøvet noget lignende. 

- Vi var jo godt forberedt på, at de der Budapest-fans var lidt ligesom hooligans fra fodboldverdenen. Vi havde talt om, at det ikke var noget, vi skulle lade os påvirke af, selv om det godt kan være svært, når der står 5.000 vilde fans, fortæller hun til TV 2 SPORT.

Kampen måtte sågar afbrydes i anden halvleg, da Bucurestis målvogter, Paula Ungureanu fik kastet urin på sig fra tilskuerpladserne, mens også lightere og mønter fløj ind på banen i løbet af kampen.

Det fik Bucurestis svenske træner Per Johansson op i det røde felt efter kampen.

- At få lov at opleve to udsolgte, østeuropæiske derbys er noget der bringer tårer frem, men jeg mister også modet af den syge verden, vi lever i, og hadet som vokser frem.

- I Ungarn skjuler man ikke længere den værste form for fremmedfrygt, og det er fuldt ud accepteret, skrev han på sin Instagram-profil.

Simone Böhme fortæller, at der også blev spyttet ud fra bænken. Noget som var ubehageligt for spillerne.

- Jeg kunne jo mærke på spillerne, at selvom de har prøvet meget, og mange har stået i finaler både med landsholdet og i Champions League, så var de nervøse.

- Der var mange sikkerhedsfolk rundt omkring de der hooligans, men hvis de ville bryde igennem, så tænkte vi, at så kan de altså også. Det var sådan man havde det. Jeg var da også lidt utryg, og da vi så havde vundet og gik ud, så havde vi også sikkerhedsfolk som gik med os.

Udover Bucuresti er også Gÿor, Buducnost og FC Midtjyllands overmænd fra Vardar klar til semifinalerne i Champions League.