Håndbold

Lars Rasmussen i tårer efter afskedskamp: - Det er hårdt

Lars Rasmussen stod tirsdag aften i spidsen for Ringkøbing Håndbold for sidste gang, inden han i næste sæson skal være træner i udlandet.

Der blev taget afsked på den bedst mulige måde.

Lars Rasmussen formåede tirsdag aften at guide Ringkøbing Håndbold frem til sejr i nedrykningskampen mod Hadsten.

Med sejren bliver Ringkøbing Håndbolds damer i Danmarks bedste række endnu en sæson. Sejren markerede dog også den sidste kamp for Lars Rasmussen som træner i klubben.

Følelserne var derfor svære at styre, da kampen blev fløjtet af.

- Uha, det er hårdt. Og det er svært. Ringkøbing har betydet alt for mig, sagde Lars Rasmussen til TV 2 SPORT.

Efter første nedrykningskamp på hjemmebane var endt uafgjort, havde han inden returopgøret været bange for, at han ville slutte sin trænergerning i det vestjyske med en nedrykning.

De har betydet, at min trænerkarriere er gået én vej, og det er fremad.

Lars Rasmussen

- Det er vemodigt. Men hvor er det vigtigt, og hvor betyder det meget for mig, at jeg kan slutte af på den her måde. Stadigvæk at kunne beholde dem som ligahold. Det er ét og alt for mig. Jeg ville ikke kunne leve med, hvis det gik galt.

Klubben, som sluttede på næstsidstepladsen i ligaen, har kæmpet med flere skader i løbet af sæsonen, og Lars Rasmussen indrømmer, at han har været sat på en alvorlig prøve.

- Jeg har kun haft fuld hold i tre kampe, og de kampe har vi vundet. Men det har været den mest lærerige periode i den mest fantastiske klub, jeg nogensinde har været i. Jeg elsker hver og én. Ringkøbing har løftet mig op på et nyt niveau, fortæller træneren, som fra næste sæson skal stå i spidsen for den ungarske klub Siofok.

- Jeg siger farvel ved at vise, hvor meget de her betyder for mig. Blandt andet ved trille en tåre eller flere. Jeg er ekstrem ydmyg og beæret over, at Ringkøbing Håndbold troede på mig efter to år som træner i Vendsyssel. De har betydet, at min trænerkarriere er gået én vej, og det er fremad.

Siofok har udover Lars Rasmussen hentet en masse nye ansigter til klubben fra næste sæson med håbet om at blande sig i den europæiske top fremover.