Håndbold

København besejrer storfavoritterne og sikrer sig historisk DM-finale

København Håndbold spillede sig lørdag eftermiddag i klubbens første DM-finale i historien, da københavnerne besejrede FCM med 29-23 i semifinalen.

Spillerne i København Håndbold har skrevet historie.

For første gang siden klubbens stiftelse i 2013 er København Håndbold i finalen om danmarksmesterskabet. Det er en kendsgerning efter lørdagens semifinale mod FCM Håndbold, der overbevisende blev besejret med 29-23.

FC Midtjylland, der har været i finalen fire år i streg, må til gengæld nøjes med at kæmpe om DM-bronze.

København Håndbold-spillere jubler vildt efter sejr over FCM i semifinalen. Video: TV 2 Sport

Der var ikke så meget at rafle om for FCM Håndbold inden kampen. For efter 20-21-nederlag i første semifinale så skulle gæsterne fra Ikast simpelthen vinde kampen for at tvinge semifinale-serien ud i en tredje og afgørende kamp – på hjemmebane.

København Håndbold kunne derimod gå ind til kampen velvidende, at den kunne blive historisk. For med en sejr – eller uafgjort - ville københavnerne spille sig i DM-finalen for første gang i klubbens historie. Og det kunne ses på interessen for kampen. Frederiksberg Hallen havde således været udsolgt til opgøret i dagevis.

Første halvleg var tæt stort set hele vejen igennem. De to hold havde tydeligvis haft fokus på defensiven i optakten til kampen, for det var to velorganiserede forsvarskæder, der gjorde kampens indledning ganske målfattig. Efter elleve minutters spil var stillingen 4-4.

Men efterhånden steg tempoet i kampen. Opildnet af et veloplagt hjemmepublikum skruede København op for farten i spillet, og FCM gik med på den intense leg. Det gav et hav af tekniske fejl fra begge hold. Og adskillige kontraløb mod begge mål.

Men det var som om, at hjemmeholdet kaperede tempoet bedst i første halvlegs absolutte afslutning. Fra stillingen 11-11 efter 26 minutter var det københavnerne, der trak fra. På tre-fire effektive minutter sikrede København Håndbold sig en pauseføring på 14-11 over FCM Håndbold.

Sabine Pedersen brænder på helt frit mål i kampen mellem København Håndbold og FCM Håndbold. Video: TV 2 Sport

FCM fik en noget bedre start på anden halvleg, hvor især Louise Burgaard og Sabine Englert i målet havde et par gode minutter. På kort tid havde gæsterne reduceret føringen til et enkelt mål. En midtjysk udvisning fik dog spoleret den gode start, og med tyve minutter igen var København atter foran med tre mål, 17-14.

Og billedet fortsatte. Især Københavns Anne Mette Pedersen gjorde ondt på de midtjyske gæster. Pedersen, der i næste sæson skal repræsentere netop FCM Håndbold, var usvigeligt sikker i sine aktioner fra højre fløj. Efter godt 45 minutter havde hun scoret otte mål, og København var foran med 21-17.

Stemningen steg og steg i den lille hal på Frederiksberg i København, og hjemmeholdet kvitterede med at levere en disciplineret og koncentreret indsats. Her var der ingen gummiben.

Og således endte København Håndbold med at skrive historie. Med en sejr på 29-23 sikrer København Håndbold sig den første DM-finale til den unge klub.