Nyegaard: - Skal jeg klappe her, eller hvad?

16x9
Der bliver masser at smile af i fremtiden for Mikkel Hansen og resten af det danske landshold, hvis de kan holde det niveau, som de havde under Nikolaj Jacobsens første træning. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

7,2 kilometer uden for Herning åbenbarer Hammerum Hallen sig. Jeg har sat mig for at tage Danmarks nye landstræner på herresiden, Nikolaj Jakobsen, i nærmere øjesyn. GPS’en siger Palle Fløjes Vej 28, og jeg bliver ikke skuffet. En klassisk gammel håndboldhal fra 1970’erne med rettidig omhu i forhold til reetablering af nutidige toiletforhold og et udvidet cafeteriaområde, hvor bestyreren meldte om ”breaking news” på den månedlige menu. Ikke forgæves tør jeg sige.

Mens Jakobsen hersede med toppen af dansk herrehåndbold, satte 140 lokale madelskere kniv og gaffel i en herlig omgang gourmetmad.

Indenfor i den ydmyge hal, med tilskuerpladser på blot den ene langside og slet ikke bag målene gjorde Hansen, Landin og alle de andre glade drenge sig klar til endnu en evindelig gang håndboldtræning.

Jeg har set ufattelig mange landsholdstræninger de seneste mange år. For det meste under Wilbeks kommando og den seneste tid med Gudmundsson, som ingen nogensinde glemmer, når tankerne falder tilbage på Rio 2016.

Noget var helt anderledes i Hammerum anno maj 2017.

Hallen, hvor mange lokale - både unge og ældre - håndboldelskere fyldte godt på tilskuerpladserne, emmede på en eller anden måde af forventning og følelsen af at skulle overvære noget helt specielt.

Måske var det bare mig og min indbildning.

De næste to timer lod ingen tvivl tilbage. Forventningen og følelsen bankede indbildningen ad Pommern til.

Mikkel Hansen på tåspidserne

Hold nu kæft, hvor de trænede, viste sig frem, samarbejdede, smilte, var alvorlige, tævede hinanden - og ikke mindst - gav prøver på deres fantastiske individualitet.

Rundt omkring dem huserede en trind strateg og en ydmyg assistent. Med få, men velvalgte kommandoer tenderende til sætninger af ganske privat karakter, fik de ungersvendene omkring sig til at udtrykke de mest fænomenale fremvisninger, jeg mindes at have set i længere tid.

Hvor Mikkel Hansen ofte har været på flade fødder i forbindelse med sådanne træninger, benyttede han sig her væsentligst af sine tåspidser. Morten Olsen og Rasmus Lauge adlød kommandoer og skruede bevægelse og boldhastighed op på et uhyrligt højt niveau, alt imens Hansen, Søndergaard, Kirkeløkke, Markussen, Larsen og Damgaard som skarprettere gjorde deres ypperste for at servicere ikke bare sig selv, men også tonstunge strege i skikkelse af Toft, Zachariassen og Bagersted, samt ikke mindst vævre og finurlige fløje, der adlyder navne som Mortensen, Landin, Eggert, Svan og Lindberg.

Fysisk træthed blev glemt

Navnene taler for sig selv. De er i verdenstoppen, og noget af det, jeg nød mest, var, at hvis ikke alle disse personligheder gjorde deres ypperste, havde de ikke en chance for at passere et par yderst veloplagte sidste skanser. Landin og Møller besad den der ultimative ambition, at ”ja, det er muligt at undgå scoringer, selv om de fandens skydekarle har 90 minutter til rådighed”.

Jeg elsker det. "Hvis I ikke præsterer på absolut top, kommer netmaskerne ikke i bevægelse," signalerede både Møller og Landin.

Det afsluttende spil til to mål stillede mig overfor et svært valg: Skal jeg klappe her, eller hvad?

Nej, jeg sidder selvfølgelig ikke og klapper ad en ganske almindelig landsholdstræning. Punktum!

Problemet var bare, at de – mere end slidte – landsholdsdrenge glemte alt om fysisk træthed og mental nedsmeltning og gav en opvisning i acceleration, tempo og overblik på et niveau, hvor jeg måtte tage mig selv i at sidde og storsmile, fordi det hele simpelthen var så smukt.

Tak er kun et fattigt ord, var der én, der sang for så lang tid siden, at kun få kan huske, hvem og hvor. Jeg kan selvfølgelig, men det er lige meget netop nu ...

Bevares, det her var blot én af mange træninger, Nikolaj Jacobsen skal gennemføre med landsholdet de kommende år, men gode træninger må og skal aldrig undervurderes. De er de bedste holds DNA.

Kursen er afstukket, og destinationen er ingen i tvivl om: VM 2019 i Tyskland og Danmark.

Jacobsen, Kronborg og deres kompetente ensemble skal rejse mange kilometer de kommende 21 måneder.

En voldsom størrelse

Første lufttur var til at overskue. Budapest var målet. ”László Papp Sportsarena” er spillestedet.

Tid for revanche efter landsholdets ydmygende VM-exit for godt tre måneder siden.

Får jeg den vilje, det udtryk, den glæde, den kvalitet og den kreativitet, jeg sad og smilte ad i Hammerum Hallen hin tirsdag i maj 2017, at se de næste år, bliver Nikolaj Jacobsen og vort herrelandshold en voldsom størrelse for enhver, der vil i karambolage med dem.

Og jeg vil smile og huske, at det hele startede i Hammerum Hallen, 7,2 kilometer uden for Herning.