Håndbold

- Lige idet han griber bolden, hakker jeg skulderen ind i ribbenene på ham

En helt igennem god fyr, en drøm af en holdspiller - og en fyr, hvis iltre temperament nær havde kostet holdkammerat en Champions League-finale.

Den situation ændrede meget for Lasse Svan. En situation, der kunne have kostet en holdkammerat deltagelsen i en Champions League-finale.

Fakta om Lasse Svan

Født 31/8-1983

Vokset op i Sierslev

Gift med Sara og far til to børn

Fritiden bliver bl.a. brugt på golf

Har uddannet sig til mentaltræner

Har spillet i SG Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga siden 2008

Fra 2002 til 2008 spillede han i GOG

Har vundet Champions League, den tyske pokalturnering og Europa Cup'en for pokalvindere med Flensburg

Er blevet dansk mester to gange og dansk pokalmester tre gange med GOG

Har vundet EM-guld og OL-guld med det danske landshold. Det er også blevet til to gange VM-sølv og en enkelt gang EM-sølv

- Alene det, at jeg kunne have taget den oplevelse fra ham, havde jo været for dumt, siger Lasse Svan. Venligt, imødekommende. Som altid. Næsten...

- Han bøjer to ribben, sidder ude i kampen efter og er tvivlsom til at spille Final 4 i Köln.

Lasse Svan om sit sammenstød med holdkammeraten Søren Rasmussen.

For den stille fyr på højrekanten på det danske håndboldlandshold kæmper med et iltert temperament. Og det var det temperament, der nær havde kostet målmanden Søren Rasmussen deltagelsen i Champions Leagues Final 4-weekend i 2014.

En turnering, som klubben, SG Flensburg-Handewitt, endte med at vinde. Den tyske storklubs største triumf.

- Det var efter den situation, at jeg tænkte, at det simpelthen ikke går. Jeg kan jo ikke rende rundt og skade andre spillere. Det var en basketkamp, hvor Søren - med eller uden forsæt, det ved jeg ikke - havde ramt mig i hovedet tre gange. Den tredje gang havde jeg fået nok. Så løb han kontra, og jeg løb efter. Han griber bolden heroppe, fortæller Lasse Svan og løfter armene.

- Lige idet han griber bolden, hakker jeg skulderen ind i ribbenene på ham.

- Han bøjer to ribben, sidder ude i kampen efter og er tvivlsom til at spille Final 4 i Köln. Men han spillede heldigvis, lyder det fra den 33-årige dansker, den stille dreng fra Sierslev, der i dag er stjerne i en af Europas største håndboldklubber.

Anders Eggert om fodboldopvarmningen

- Han hidser sig mest op, når han bliver uretfærdigt behandlet. Og det sker under opvarmningen, fordi vi selv dømmer, når vi spiller fodbold i Flensburg.

- Hvis man selv er blevet dømt imod, går det bare ud over den næste. Men hvis det går ud over Svan, bliver han rasende. Jeg er på hold med ham, så jeg forsøger bare at holde ham nede.

- Når han kommer op i det felt, tror jeg faktisk ikke, det er sjovt at være modstander. Han er ikke den største, men han er ikke bange for at være med i lidt håndgemæng til fodbold. Det sker ikke så tit, men måske kommer det op at koge et par gange om året.

Flensburg besejrede i semifinalen om lørdagen mægtige Barcelona efter straffekast-konkurrence - og en Barcelona-føring på seks mål ti minutter før tid - og i finalen om søndagen blev de evige rivaler fra THW Kiel overvundet. En kæmpetriumf for klubben med jubel, fest, hyldest i hjembyen og alt hvad dertil hører.

- Søren reddede os i semifinalen mod Barcelona, for han lukkede fuldstændig af, da han kom ind. Havde han ikke været med, kan det være, vi slet ikke havde vundet, siger Lasse Svan og ryster på hovedet, der sammen med resten af kroppen befinder sig i Hammerum Hallen øst for Herning et par dage før den første af ugens to EM-kvalifikationskampe mod Ungarn.

- Det var faktisk efter den episode, at jeg tænkte, at det er fint nok, hvis jeg bliver rasende, og jeg må også gerne løbe efter folk, men sørg lige for at passe lidt på dem.

Arbejder med temperamentet

Et så iltert temperament er ikke det første, man forestiller sig om landsholdets nummer 17, der af en holdkammerater typisk betegnes som en gennemført god fyr.

Jeg har et problem med, når jeg føler, at jeg bliver snydt.

Lasse Svan

Ja, udover det med temperamentet kan ingen sige andet end godt om ham.

- Jeg kan også godt lide, at folk kan lide mig. Jeg gør meget ud af, at folk bryder sig om mig.

 - Eller hvis de har et problem med mig, så gør jeg meget for at få det redt ud. Men temperamentet er der, og det er noget, jeg arbejder meget med.

- Det er ikke kun til fodboldopvarmningen, også på håndboldbanen, men jeg har efterhånden fået det kontrolleret. Men jeg har et problem med, når jeg føler, at jeg bliver snydt. Det er det værste, jeg ved. Og jeg kan ikke udelukke, at jeg har sprintet hallen rundt for at prøve at sparke en ned..., siger han, siddende på tilskuerpladserne efter træningen. Og fortæller det forholdsvis nøgternt. Bevidst om sig selv.

Og måske bevidst om, hvor usandsynligt det lyder, at man skal se ham jagte en holdkammerat hele hallen rundt, fordi vedkommende ikke har givet et frispark i den fodboldopvarmning, som spillerne selv dømmer.

Rasmus Lauge om Lasse Svan

- Han er jo Mr. Nice Guy, venner med alle, god for en sludder. Vi kan ikke rigtig finde noget at blakke hans ry med. Det eneste tidspunkt, han laver ulykker, er til træning, hvis han føler sig snydt i noget.

- Der kan han godt komme lidt op i det røde felt med nogle skænderier, men ellers er der sgu ikke meget, han som sådan hidser sig op over.

- Det klikker lidt en gang imellem. Jeg har måske oplevet det et par gange i min Flensborg-tid. Han har den der retfærdighedssans, når det går ham imod, det er der, der godt kan komme lidt ridser i lakken. Og det er ikke for sjov.

 - Uretfærdighed kan jeg ikke med, og så bliver jeg simpelthen så rasende. Men det er noget, jeg arbejder med, og det er blevet meget bedre, og der skal lidt mere til at tænde mig af nu end før i tiden, siger han og griner.

Fremtiden på plads

Det mentale arbejde fylder på flere måder hos Lasse Svan.

Hvis jeg ikke var 100 procent sikker på det, jeg sagde, så sagde jeg aldrig noget.

Lasse Svan

Han har selv benyttet sig af en mentaltræner i løbet af karrieren, han har selv uddannet sig til det samme, og i dag arbejder han med klienter, når den stramme håndboldkalender tillader det. Og det er der, hans fremtid ligger, siger han.

- Planen er, at jeg holder det ved lige, indtil jeg er færdig med at spille, og så er det det, jeg skal arbejde med. Jeg kom primært på tanken, fordi jeg fik utrolig meget ud af det selv, da jeg spillede i GOG. Måske hjalp det også på håndboldbanen, men personligt fik jeg i hvert fald sindssygt meget ud af det. Jeg kom lidt ud af skallen. Jeg var meget tilbageholdende og sagde næsten aldrig noget. Det samme i skolen. Hvis jeg ikke var 100 procent sikker på det, jeg sagde, så sagde jeg aldrig noget. Og jeg havde aldrig været her i dag, hvis jeg ikke havde fået den hjælp.

- Det gav mig en masse selvtillid. Jeg fandt ud af, at selv om man åbner munden, og det måske ikke er lige klogt det hele, så er det faktisk alligevel ok at sige noget.

- Det ville jeg virkelig gerne være god til selv, så jeg kan give det videre til andre, fordi jeg har haft så sindssygt meget glæde af det selv. Og ikke ville have været samme person uden, siger Lasse Svan.

Ikke brug for fokus

Han debuterede på det danske landshold helt tilbage i efteråret 2003 - mod Ungarn, i øvrigt - og kom med til sin første slutrunde i 2009, VM i Kroatien.

Dengang var reglerne sådan, at der kun måtte være 14 af de 16 spillere i truppen med på holdkortet til hver kamp. Hans Lindberg var også dengang en af de helt store spillere på højre fløj, og ofte blev Svan sorteret fra som en af de to oversiddere.

- Jeg har ikke haft brug for, at det var mig, der skulle være i fokus

Lasse Svan

Det blev ikke til meget spilletid, og ved pressemøderne var det sjældent Lasse Svan, som pressen bad om enetid med. Det er anderledes i dag.

- Det har selvfølgelig noget at gøre med min rolle på banen. Min rolle dengang var meget som afløser for Hans, og det var meget sjældent, han spillede en dårlig kamp, så det var sjældent, han havde brug for en afløser. I takt med at det gik bedre for mig i Flensburg, fik jeg også mere tid på banen på landsholdet, og vi begyndte at dele tiden. Men jeg har heller aldrig søgt det.

- Jeg har ikke haft brug for, at det var mig, der skulle være i fokus. Det er rart at blive bekræftet i, at man har gjort det godt, og få at vide, at man er god. Det gælder nok for alle mennesker, men udover det har jeg aldrig søgt bekræftelsen. Jeg har et fint billede af, hvad jeg er god til og ikke så god til. Og det er fint nok for mig. Det behøver jeg ikke at stå og fortælle om. Men hvis andre ser det samme som mig, så er jeg rigtig glad for, at de siger det, lyder det fra Lasse Svan, der i dag er en af stjernerne på landsholdet.

Han havde til OL fortrængt Hans Lindberg fra pladsen og spillede næsten alle minutter på vejen til guldmedaljerne.

En exceptionelt god holdkammerat

OL-guld, EM-guld, Champions League-titel. Og meget mere står der efterhånden på cv'et. Og det glæder Bent Nyegaard, der selv som træner hentede Svan til GOG i 2002, da Svan blev seniorspiller, og siden har fulgt hans karriere som TV 2 SPORT's håndboldkommentator.

- Han er et fantastisk eksempel på en, der har erkendt og indset, at hvis han skal være med, så skal han give det 400 procent hele tiden

Bent Nyegaard om Lasse Svan

Anders Eggert om Lasse Svan

- Der er en grund til, at han regnes som Mr. Nice Guy, for der er ikke mange ridser i lakken. Han er meget lige til - 'what you see is what you get'.

- Han har haft en stabil, opadgående kurve gennem 15 år, hvor mange af os andre har været lidt oppe, lidt nede. Der har ikke været de store udsving hos ham - og sådan er han også som person.

- Han kan godt rokkes på den ene eller anden måde, men han er en meget stabil person, som man altid kan komme til og læne sig opad, når der er et eller andet.

- Da jeg mødte Lasse Svan første gang, kom han ind i Gudmehallerne som den der lille spirrevip fra Sierslev, og så har han egentlig bare altid passet sine ting 400 procent. Han er stille og roligt bare vokset og vokset, og i dag er han vel i top 3 eller top 4 i hierarkiet på landsholdet. Selvfølgelig er han pissedygtig til at spille håndbold, men det er han kun kommet ved at være et ordentligt menneske og en god kammerat, siger Nyegaard og fortsætter:

- Jeg kan godt lide, at det er sket næsten i al ubemærkethed. Der er ikke de store falbelader og bravalder. Det er fedt, at der er sådan nogle typer!

- Han er et fantastisk eksempel på en, der har erkendt og indset, at hvis han skal være med, så skal han give det 400 procent hele tiden og udnytte de chancer, der kommer. Og hvis han føler, han ikke kan være med, så arbejder han bare endnu hårdere. Han er i supergod form, gør sig umage og er en exceptionelt god holdkammerat. Om han spiller eller sidder ude, om han er oppe eller nede, så er han der for det hold, han er en del af. Sådan var det i GOG, sådan er det i Flensburg og sådan er det på landsholdet. Han er det, jeg kalder den tavse anfører, den ikke-udnævnte anfører.

- Han "er der" altid selv, og han kan se, når der er nogen, der ikke har det så godt. Og det er der fandme ofte på et hold! Men de kan altid regne med Svan. Træneren kan regne med Svan. Klubben kan regne med Svan. Han er en drøm at have på sit hold, siger Bent Nyegaard.

Kan du mindes, han nogensinde har trådt ved siden?

- Nej, ikke på banen. Men det har han sikkert. Det har alle, der har spillet i Gudme ..., siger Nyegaard, griner og tilføjer:

- Men ikke på niveau med Jakob Green og Anders Eggert!

Føjer man Thomas Mogensen til, har man en kvartet af årgang 82/83-spillere, der har holdt sammen siden tiden på ynglingelandsholdet. De blev snart samlet i GOG også, og tre af dem har i mange år også spillet sammen i Flensburg, mens Jakob Green bl.a. spillede for AG København og TTH Holstebro.

- Det har været helt specielt og også meget vigtigt for min udvikling at jeg har haft dem. Vi klikkede bare fantastisk og havde det sindssygt sjovt sammen, samtidig med at vi var så heldige at vi kunne få lov at spille håndbold og endda få penge for det. Jeg tror ikke, nogen af os havde drømt om, at det kunne lade sig gøre.

- Vi har nogle gange siddet i bussen med Flensburg og tænkt på, at vi er blevet europamestre, Champions League-mestre, tyske pokalmestre, danske mestre, danske pokalmestre. Dengang på ynglingelandsholdet havde vi nok solgt den for langt mindre. Jeg tror, vi alle er meget bevidste om, hvor heldige vi har været. Og at vi har kunnet gøre det sammen er virkelig fantastisk.

- Selvfølgelig har det været hårdt arbejde, men som fløjspiller er det trods alt lidt nemmere, og jeg har da også sprunget nogle styrketræninger over. Der er ingen tvivl om, at Mogensen har trukket det hårdeste læs, fordi han er bagspiller.

- Nu begynder kroppen selvfølgelig at værke og protestere lidt, men dengang i GOG, hvor vi skulle bevise, at vi var dygtige nok til at spille på det niveau, lagde vi ikke så meget mærke til, at det var hårdt, fordi det var så sjovt, og fordi vi hele tiden kunne læne os op ad hinanden. Det var i hvert fald vigtigt for mig, for jeg er lidt af en tryghedsnarkoman, siger Lasse Svan.

Glemmer aldrig tiden i GOG

Han ville gerne have været i Gudme et par gange i løbet af ugen. Da tre af klubbens ungdomshold søndags blev danske mestre, før førsteholdet - forgæves - spillede for en plads i DM-semifinalerne. Og lørdag aften til den årlige GOG-fest med masser af sprut og nøgenløb, som Lasse Kronborg sagde efter sæsonens sidste kamp.

- For pokker, det kunne have været sjovt, siger Lasse Svan og griner.

- Men jeg ved godt, at den slags ikke går inde i sæsonen. Det er en af de mindre sjove ting, men noget, jeg har lært at leve med. Der er så mange andre gode ting ved at være professionel håndboldspiller, at jeg ikke ville bytte det for noget. Men de seks år i GOG er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet.

- Både håndboldmæssigt og uden for banen. Det kommer jeg aldrig til at glemme, og GOG vil altid have et specielt sted inde i mig. Man ser ikke den slags ret meget mere i tophåndbold, så det er dejligt, at sådan en grundsten i dansk håndbold forbliver uændret.

- Førsteholdet følger med i ungdomsholdene, man er tæt på hinanden dernede, og ingen er bedre end andre. Det kan godt være, nogen er dygtigere end andre, men man bliver ikke et bedre menneske, fordi man er god til at spille håndbold. Og man kan godt snakke med mig, selvom jeg er dygtigere til at spille håndbold end dig. Det er fedt. Vi vil jo - som ældre spillere - gerne være forbilleder for de unge drenge, og de skal også have noget motivation, og det tror jeg helt sikkert, de får ved at være så tæt på ligaspillerne nede i GOG. Og rent faktisk kunne spørge dem om noget, være tæt på dem og lære af dem. Det har de rigtig meget ud af, siger Lasse Svan.

Og så kommer han igen ind på det, der kan være en udfordring for både unge og ældre spillere. Det, han arbejder med hos sig selv. Det, han har som arbejde ved siden af håndbolden. Det mentale.

- Jeg hader at tabe, men jeg har også fundet ud af, at man ikke får noget ud af at sidde og have ondt af sig selv. Når der sker noget skidt, eller jeg taber en kamp, bliver jeg nødt til at kigge på, hvordan jeg får det vendt til noget positivt. Hvad kan jeg få ud af, at jeg eller vi har spillet en dårlig kamp, siger han og fortsætter:

- Når folk har problemer, så holder de det ofte for sig selv og får ikke snakket med nogen om det. Men så bygger det sig op, bliver værre og værre, og man ender med at forestille sig de frygteligste scenarier oppe i hovedet. Og til sidst har man overbevist sig selv om, at man er en dårlig spiller.

- Det gælder alle typer mennesker, men jeg tror, det er meget udpræget hos sportsfolk, der bliver målt og vejet hele tiden. Det er også derfor, at man arbejder med det mentale. Alle kan finde ud af at spille håndbold, når det går godt, og man har selvtillid, men skal man skille sig ud og komme helt op i verdenstoppen, skal ens dårlige perioder blive så korte som muligt. Det kan man kun ved at arbejde med det mentale. Det kommer ikke af sig selv.

De bøjede ribben er tilgivet

Søren Rasmussen kom heller ikke til Final 4 i Köln af sig selv efter Lasse Svans skuldertackling. De bøjede ribben gjorde gevaldig modstand.

Men man kan ikke være sur på Lasse Svan, der er så god en fyr.

Søren Rasmussen om Lasse Svan

- Det var meget tæt på, at jeg ikke kom afsted, men heldigvis kom jeg igennem på godt med smertestillende piller, siger den nuværende BSV-målmand, der heller ikke kan finde på meget negativt at sige om Lasse Svan

- Lige i situationen var jeg da gal, og jeg ville da nok have været træt af ham, hvis det havde kostet en Final 4-deltagelse. Det var irriterende, at det skulle gøre så ondt, og jeg kunne ikke træne ordentligt op til. Men man kan ikke være sur på Lasse Svan, der er så god en fyr. Han er en vinder uden lige, og det er kun fedt at være på hold med sådan en.

- Lige så meget vinder han er på banen, lige så meget er han det under fodbold- eller basketopvarmningen. Han mente, jeg dækkede ufint op, og det mente jeg ikke. Jeg fik en skulder i ribbenene, og jeg kan da ikke udelukke, at jeg måske også langede lidt ud efter ham bagefter, siger Søren Rasmussen og griner.

- Men bagefter kommer han jo over og siger, at han håber, jeg er ok.