Håndbold

Landsholdskeeper følte sig svigtet: - Jeg sad to måneder alene og kiggede ind i en væg

Hverken klub eller forbund havde beredskab til at behandle den hjernerystelse, der endte med at koste Søs Søby karrieren.

Ankler, knæ, albuer, skuldre - det rent motoriske og mekaniske. Den slags skader forstår man i en håndboldklub. Hvor problematiske skaderne end kan være.

Ingen kontakter mig, udover når jeg kontakter klubben. Da følte jeg mig meget alene

Søs Søby

Men da Søs Søby i oktober 2014 pådrog sig en hjernerystelse i en landskamp mod Brasilien, oplevede hun, at hendes klub, København Håndbold, ikke forstod hendes situation og ikke vidste, hvordan hun skulle behandles.

- Jeg mangler nogen, der kan forklare mig, hvad jeg går igennem. Jeg vidste godt, at ingen kunne fortælle mig, hvornår det ville være ovre, men ingen gav mig nogen som helst afklaring på, hvordan man skulle klare det.

- Jeg sidder to måneder alene i en lejlighed i København og kigger ind i en væg, fordi det er det eneste, jeg kan. Ingen kontakter mig, udover når jeg kontakter klubben. Da følte jeg mig meget alene, siger hun blandt andet i dokumentarudsendelsen om hendes situation i Håndboldmagasinet Kontra på TV 2 SPORT.

Søs Søby har valgt at stoppe karrieren i en alder af 26 år, to år og syv måneder efter, at hun slog hovedet mod gulvet i karrierens niende landskamp i Esbjerg, fordi risikoen ved at genoptage karrieren er for stor.

Ifølge Michael Sahl Hansen, direktør i Håndbold Spiller Foreningen, er det netop manglende kompetencer i klubber og forbund, de ramte spillere oplever i denne tid, hvor dansk håndbold er slemt plaget af hjernerystelser.

- Behandlingen af spillerne er en af de store problematikker, fordi de ikke altid føler, at de helt rette kompetencer er til stede.

Vi må også erkende, at der ikke er den store præcedens i Danmark for hovedskader, og derfor er vi som klub lidt på svær grund

Kim Mikkelsen, København Håndbold

- Der bliver famlet lidt i blinde. Der er også nogle, der melder rent ud og siger, at de ikke har kompetencer til at behandle en hovedskade, så spilleren skal videre i systemet eller have andre til at kigge på det. Det er en af de problemstillinger, spillerne indberetter som den største, siger han i udsendelsen.

Både København Håndbold og Dansk Håndbold Forbund erkender, at behandling af hovedskader er svært.

- Vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at servicere Søs og sørge for, at hun fik den bedst mulige behandling, men vi må også erkende, at der ikke er den store præcedens i Danmark for hovedskader, og derfor er vi som klub lidt på svær grund, siger København Håndbolds direktør, Kim Mikkelsen.

- Jeg tror, at de fleste specialforbund herhjemme - med den mængde, vi har haft - er blevet taget en lille smule på sengen, siger Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Ifølge overlæge ved neurologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Morten Zebitz Steiness, er det vigtigt, at den ramte spiller møder både kompetence og forståelse hos sin klub eller sit forbund.

- Når en klub ikke forstår fundamentet for de her hovedtraumer og de mekanismer, der træder i kraft, og hvad der sker hos den spiller, der rammes af et hovedtraume, så tror jeg, der opstår en vis form for usikkerhed, apati og generel uvished hos den spiller, der rammes. Man mister sin sport, sit fundament, og det allervigtigste, man har brug for, er en forståelse og en tæthed til den klub og de personer, hvis hverdag man har været en stor del af gennem længere tid, siger han bl.a. og understreger, at hovedtraumer kan være slemt invaliderende.

- De symptomer, man får, er svært invaliderende, og de yngre mennesker, der bliver ramt af en hjernerystelse og de symptomer, der kan følge efter, mister ofte deres arbejde, deres sport, deres identitet, og de er et meget besværligt sted i livet med en meget tragisk skæbne til følge, siger han endvidere i dokumentaren.

Jeg har det så dårligt, er fuldstændig desorienteret, er ved at kaste op. Det er så ubehageligt, og jeg kan næsten ikke se ud af øjnene, så meget hovedpine har jeg

Søs Søby

Søs Søby oplevede bl.a., at genoptræningen i klubben gik helt galt og forværrede situationen.

- Jeg kan huske, at jeg går hjem fra Frederiksberghallen, trækker min cykel, for jeg kan næsten ikke finde ud af, hvor jeg er. Jeg har det så dårligt, er fuldstændig desorienteret, er ved at kaste op. Det er så ubehageligt, og jeg kan næsten ikke se ud af øjnene, så meget hovedpine har jeg, siger hun.

På trods af den for begge parter svære situation valgte klubben ikke at udnytte en mulighed for at komme ud af samarbejdet på grund af en option i kontrakten i maj året efter skaden. Begge parter håbede, at hun snart ville være på banen igen, men det håb led skibbrud. Søs Søby havde betalt for en behandling i USA, hvor hun fik en diagnose, der stillede hende et langt forløb i udsigt, før hun var helbredt.

- Det blev jeg selvfølgelig virkelig ked af, men for første gang fik jeg lidt viden om, hvad der foregik. Jeg forstod lige pludselig lidt mere om, hvorfor jeg havde ondt, siger Søs Søby hun i dokumentarudsendelsen.

Ifølge hende blev kommunikationen derefter dårligere med klubben. Hun fortæller bl.a., at hun følte sig som en patient og ikke som et menneske, mens klubben giver udtryk for, at den valgte at give hende plads og ikke følte sig informeret om udviklingen i Søs Søbys tilstand.

- Søs ville jo ikke dele ret mange oplysninger med os undervejs i forløbet, og så er det jo svært for os at lave en konkret plan. Vi gav Søs enormt meget plads til selv at vælge behandlere og søge råd, for vi vidste ikke bedre end at føje Søs i hendes ønsker, siger klubejer og direktør Kim Mikkelsen blandt andet i dokumentaren, som du kan se i sin fulde længe her: