Ulrik Wilbeks seks bedste råd til de frivillige trænere

I samarbejde med Santander Consumer Bank

Husk, at sejre ikke er det vigtigste og sæt dig på forældrene fra begyndelsen, lyder to gode råd til landets frivillige trænere og ledere.

Den tidligere landstræner og sportschef i Dansk Håndbold Forbund Ulrik Wilbek har haft mere end én finger med i en stor del af de mange medaljer, som de danske landshold har sikret sig de seneste 25 år.

Han har skrevet flere bøger om det at lede, motivere og skabe en vinderkultur, og selvom han ikke længere har sin daglige gang i de danske håndboldhaller, så er han en oplagt kandidat til at levere en række gode råd til landets mange frivillige trænere og ledere rundt omkring i Danmarks omtrent 870 håndboldklubber.

For hvordan motiverer og leder en god frivillig, der vil sin klub, sit hold og sine spillere det bedste?

I anledning af TV 2’s kampagne kaldet “Vores Træner”, hvor frivilligheden i Håndbolddanmark bliver hyldet, er her er seks anbefalinger, som Ulrik Wilbek selv har gjort brug af i sin lange karriere på sidelinjen.

Ulrik Wilbek

  • Alder: 59 år
  • Uddannelse: Folkeskolelærer
  • Civilstand: Gift med Susanne Munk Wilbek, der er tidligere Viborg HK- og landsholdsmålmand. Parret har to børn. Ulrik Wilbek har desuden en datter fra et tidligere forhold.

Trænerkarriere:

  • 1985-1988: Virum/Sorgenfris herrehold i 1. division og U-landstræner
  • 1988-1991: Viborg HK, kvinder
  • 1991-1998: Danmarks kvindelandshold, træner
  • 1998-2003: Viborg HK, kvinder
  • 2003-2005: Viborg HK, mænd
  • 2005-2014: Danmarks herrelandshold, træner
  • 2014-2016: Sportschef DHF

Råd nummer 1: Lær dit hold at kende

- Det betyder, at de ambitioner, som man selv har, dem bliver man nødt til at være opmærksom på, om det nu er de samme ambitioner, som spillerne har. Der er ikke grund til at have ambitioner på spillernes vegne, hvis de ikke selv har dem.

- Risikoen ved at være for ambitiøs i forhold til spillerne er, at man kører dem over, siger Ulrik Wilbek.

Råd nummer 2: Hav fokus på andet end resultatet

- Man skal huske på, at det ikke altid behøver at blive gjort op i, hvad resultatet blev. Den proces, som vi har været i gang med, de ting vi har øvet, lykkedes de.

- Det er det samme, når børn og unge kommer hjem til deres forældre, og vi altid spørger, hvad resultatet blev. I stedet kunne man spørge, om man lykkedes med den detalje, man har øvet. Det er sådan nogle ting, hvor vi godt kan ændre mindsettet lidt, så man får en succesoplevelse, uanset hvad der sker, lyder det andet råd fra Wilbek.

Råd nummer 3: Sæt dig på forældrene fra starten

- Et andet råd er helt klart - specielt til yngre, frivillige trænere, at man bliver nødt til at sætte sig på forældrene fra starten af. Det er vigtigt at forklare, at når det er mig, der har påtaget mig den opgave at træne dit barn, så er det også mig, der træffer beslutningerne i forhold til, om dit barn spiller på første, andet eller tredjeholdet, og hvilken position det spiller. Det er sådan, det er, og det er ikke til diskussion.

- Jeg tror, at man dag et skal tage et møde og fortælle, om alle de gode ting forældrene kan, og hvad de kan bidrage med. Men de faglige beslutninger bliver truffet af den, der er udpeget til at træffe dem. Og ikke af alle mulige andre, lyder rådet fra eks-landstræneren.

Ulrik Wilbeks meritter

Største titler: DM-guld 1999, 2000, 2001 og 2002, EHF Cup-vinder 1999, EM-guld (kvinder) 1994 og 1996, OL-guld 1996 (kvinder), VM-guld 1997 (kvinder), EM-guld 2008 og 2012 (mænd), VM-sølv 2011 og 2013 (mænd)

Forfatter: Ulrik Wilbek har skrevet en række bøger om ledelse og coaching - herunder "Gør en forskel" fra 2012.

Politisk karriere: Sad i perioden 1998-2001 i byrådet i Viborg for Venstre - bl.a. som socialudvalgsformand. Stiller i 2017 op til kommunalvalget i Viborg Kommune.

Råd nummer 4: Vær loyal overfor klubben

- Når man er frivillig træner i en forening, så er man også engageret af en klub, af en forening. Der skal man være loyal. Jeg ser engang imellem nogen, der forsøger at lave klubber i klubben. De forsøger at sige: “Mit hold er noget ganske specielt, og vi skal ikke indgå på de samme præmisser som de andre.” Det er væsentligt, når man rekrutterer frivillige trænere at sige, at vi har nogle klare værdier i den her klub, og de værdier skal du indgå under, og der er ikke nogen special task force for U16-holdet, eller hvad det nu kan være, forklarer Wilbek.

Råd nummer 5: Opbyg holdets kultur

- Kulturen på holdet skal du selv bygge. Det er en af de store opgaver for en leder. Uanset om det er liga eller serie 2. Du kan snakke om alle mulige strategier, men hvis du ikke har en kultur, så er det ligegyldigt.

- Kultur handler meget om, at alle er enige om, hvordan griber vi det her an. Der skal være en kultur, så folk ved, hvilke værdier holdet baserer sig på.

- En opbygning af kultur kan være det med at skabe en tilladelse til, at hver eneste spiller bidrager med lige præcis det, som den enkelte er god til. At man skaber en tilladelse til, at vi faktisk gerne vil have, at du byder ind med det, som du kan, lyder et eksempel fra Ulrik Wilbek.

6. Fokusér på dem du træner nu

- Det er vigtigt at sige til de unge trænere, som selvfølgelig også har ambitioner og gerne vil være toptrænere og landstrænere, at de skal huske at have tålmodighed. De skal huske at træne dem, som de træner nu i stedet for at tænke på, hvem de kan komme til at træne.

- For mit eget vedkommende valgte jeg i tre år, da jeg var yngre at træne nogle unge piger, fordi det var sjovt at se, hvad jeg kunne lave af udvikling. På det tidspunkt kunne jeg være blevet seniortræner og alle sagde, hvorfor går du fra U18-drenge til U14-piger. Det er, fordi det er en del af min læringsproces at finde ud af, hvordan gør man det bedst muligt. Jeg har tid nok til at nå de mål, som jeg nu skal nå.

- Risikoen ved at prøve at nå toppen hurtigt er, at man ikke selv når igennem det uddannelsesforløb og det dannelsesforløb, som gør, at man modner som frivillig leder eller træner, og det er meget afgørende for, at man senere kan nå resultater som træner, lyder det fra Ulrik Wilbek.