Håndbold

Far og søn er ansat i samme klub: - Har fået opsang inden hver kamp

Jan og Martin Larsen er henholdsvis far og søn. Men de er også kollegaer i Aalborg Håndbold. Noget der ifølge dem selv godt kan være lidt specielt.

Den ene er direktør. Den anden er spiller. Fælles for dem er, at de begge er ansat i samme klub. Og så er de også i familie med hinanden.

Martin Larsen er en del af det Aalborg-mandskab, som har taget et stort skridt mod DM-finalen, efter klubben onsdag aften besejrede Bjerringbro-Silkeborg med 28-26 i den første DM-semifinale.

Med en far, der er direktør i klubben, har han i årenes løb måtte lægge øre til mange ting, fortæller han til TV 2 SPORT.

- Jeg har fået en opsang, inden hver kamp jeg har spillet i mit liv, siger en smilende Martin Larsen, som også under kampene har måtte høre fra sin far.

- Jeg har fået så mange svinere i løbet af tiden, at jeg er stoppet med lytte efter. For jeg ved godt, at det, der kommer ud, ikke altid er sagligt.

Jan Larsens arbejdsopgaver hører til på kontorgangen, men han erkender, at han ikke kan holde sin mund under kampene. Noget han dog ikke har tænkt sig at holde op med.

- Han har fået meget skældud under kampene, og det bliver han nok ved med. Sådan er det at være søn af mig. Det må han leve med.

På arbejdet er der dog ingen af dem, der har tænkt sig at behandle den anden anderledes, bare fordi det er familie. De forsøger at gøre det hele så normalt som muligt.

- Når vi er her, er det direktør og spiller. Det er en lidt specielt situation, men vi forsøger at holde det professionelt herude, og det synes jeg også, vi er gode til, fortæller Martin Larsen.

Næste test for familien Larsen og Aalborg Håndbold er returopgøret i DM-semifinalen mod Bjerrringbro-Silkeborg. Den kamp spilles lørdag klokken 14.10 og sendes på TV 2.