Håndbold

Træneren tør ikke, men konkurrenten gør: Hun er klart sæsonens bedste indkøb

Svenske Nathalie Hagman får store roser med på vejen fra både sin træner og ligakonkurrent i kåringen af årets bedste indkøb.

Niels Agesens top 3 2

1: Althea Reinhardt, Odense Håndbold

2: Nathalie Hagman, Nykøbing Falster

3: Line Haugsted, Viborg HK

En af sæsons store oplevelser har været svenske Nathalie Hagman. Det er Viborg-spiller Ann Grete Nørgaard og Nykøbing Falster-træner Niels Agesen enige om.

Agesen, der til daglig træner svenskeren, vil dog helst ikke rangere hende alt for højt på sin top 3 over bedste indkøb i indeværende sæson.

Ann Grete Nørgaards top 3 2

1: Nathalie Hagman, Nykøbing Falster

2: Line Haugsted, Viborg HK

3: Stine Skogrand, Silkeborg-Voel

- For at det ikke skal blive for meget ’ananas i egen juice’, synes jeg, at det næstbedste køb i år er Nathalie Hagman, siger han og fastslår, at næste sæsons CSM Bucuresti-spiller var en varm kandidat til førstepladsen.

Til gengæld tøver Ann Grete Nørgaard ikke med at udnævne den 25-årige svensker som sæsonens bedste indkøb.

- Det er helt klart Nathalie Hagman. Hun står i DM-finalen sammen med sit hold. Jeg ved godt, at håndbold er en holdsport, men jeg vil sige, at hun har meget stor indflydelse på, hvor de står lige nu, lyder det fra fløjspilleren.

Niels Agesen er i stedet gået til Odense Håndbold for at finde det bedste indkøb i år. Her er valget faldet på målvogter Althea Reinhardt.

- Hun er dygtig og har stået med den højeste redningsprocent. Hun har dog ikke helt det antal skud imod sig som nogle af de andre målmænd i ligaen, men det er deroppe af.

- Hun er fremtidens keeper; ingen tvivl om det. Så det er et super køb, siger Agesen.

Den 20-årige landsholdskeeper er dog ikke at finde på Ann Grete Nørgaards top 3. Til gengæld er der enighed om, at Viborg-bagspilleren Line Haugsted fortjener en plads i det fine selskab.

- Hun har virkelig løftet sig og taget opgaven til sig efter (Rikke, red.) Skovs graviditet. Hun er helt klart en fremtidens spiller, siger Nørgaard, der givet sin holdkammerat en andenplads på sin liste, mens Agesen kvitterer med en tredjeplads.

- Hun har bare fået et kæmpe løft af at komme til Viborg. Det undrer mig faktisk lidt, for jeg har altid set Line som en spiller, hvor det blev skidt for hende, når hun skulle løfte lidt for meget, siger han.

Sidste kvinde på Nørgaards liste tilfalder en norsk verdensmester. Højrefløjen Stine Skogrand har ifølge Nørgaard imponeret for en af sæsonens overraskelser Silkeborg-Voel.

- Jeg synes, hun har været med til at løfte Silkeborg. Hun passer perfekt ind i det spil, de har haft med Sofie Bæk eller Jette Hansen og Trine Troelsen. De har spillet en rigtig flot sæson.

At skulle koge det ned til tre spillere var ikke nemt for Agesen og Nørgaard, der havde flere boblere i form af blandt andre Viborg-spilleren Stine Bodholt og København Håndbolds cheftræner, Claus Mogensen.

Ønsker du at høre Ann Grete Nørgaard og Niels Agesens top-3-begrundelser i fuld længde, så kan det gøres herunder i TV 2 SPORT's håndboldpodcast for denne uge.