Håndbold

Gravholt er 'virkelig aggressiv': Langer ud efter finaledommere

Mette Gravholt havde svært ved at glæde sig over finalesejren over København. Hun var irriteret på dommerne.

Trods en sejr på 29-26 i den anden DM-finale var Mette Gravholt ikke just tilfreds efter kampen.

Stregspilleren fra Nykøbing Falster brokkede sig undervejs til dommerparret, og efterfølgende brokkede hun sig også over Daniel Krause-Kjær og Nicklas Pedersen, da TV 2 SPORT talte med hende.

- Jeg synes, vi skal have nogle dommere, der kan styre det, siger hun indledningsvist.

Især én situation gik Mette Gravholt på. Med cirka 20 minutter tilbage af kampen stødte Gravholt sammen med Anne Mette Hansen. Gravholt lå og ømmede sig, da dommer Nicklas Pedersen løb hen til hende og efterfølgende kaldte behandleren ind på banen.

Det fik Mette Gravholt til at tænde af. En behandling betyder nemlig, at man ikke må være med i de næste tre angreb. Og den hårdføre stregspiller havde absolut ikke brug for behandling, mente hun. Derfor brokkede hun sig til en udvisning.

Så må han sige ”slap af”, og så skal jeg nok slappe af. Men det der, det er totalt urutineret. Jeg er virkelig aggressiv

Mette Gravholt

- Han spørger mig, om jeg er okay. Så siger jeg ”ja”, og jeg så må jeg selv bestemme, hvor lang tid det tager at komme op. Men så begynder han at kalde dem (behandlerne) ind, og i en DM-finale hidser jeg mig selvfølgelig op, for jeg ved, at jeg skal ud i tre angreb.

- Jeg får to minutter, og jeg synes, det er SÅ urutineret. Man skal have lov til at have lidt tænding. Så må han sige ”slap af”, og så skal jeg nok slappe af. Men det der, det er totalt urutineret. Jeg er virkelig aggressiv. Og jeg ved godt, at vi vinder. Men jeg synes ikke, de bør dømme sådan en kamp her, slutter Mette Gravholt.

Mette Gravholt var langt fra tilfreds med dommerparret i den anden DM-finale mellem København og Nykøbing Falster.

Den vurdering er TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen uenig i. 

- Jeg synes slet ikke, de dømmer så dårlig en kamp, som Gravholt giver udtryk for, konstaterer hun.

Når vreden har lagt sig kan Gravholt måske begynde at glæde sig over Nykøbing Falsters sejr. Den betyder, at DM-finalen skal afgøres i en tredje kamp.

Tredje finale spilles lørdag den 27. maj klokken 16:10. Kampen vises direkte på TV 2.