Håndbold

Svalastog hårdt ramt: - Familien har spurgt, hvad jeg har gang i

Landsholds- og København-spilleren Louise Svalastog Spellerberg kan være på vej mod karrierestop, efter en ny hjernerystelse har ramt hende hårdt.

"Hvad fanden har du gang i?"

Et spørgsmål, Louise Svalastogs familie har stillet hende undervejs i slutspillet, efter hun blev ramt af endnu en hjernerystelse, der har haft stor betydning for den 34-årige stregspiller.

Den 24. marts blev hun ramt af den anden hjernerystelse i sæsonen, da holdkammeraten Mia Rej skød hende lige i hovedet under en kamp i Viborg, hvorefter hun måtte udgå.

Louise Svalastog Spellerberg må udgå, efter hun fik et skud i hovedet fra hendes egen holdkammerat. Video: TV 2 SPORT

Siden har hun været hårdt ramt af eftervirkninger, der har betydet, hun måtte kæmpe sig igennem flere slutspilskampe, hvor hun undervejs ikke har trænet igennem, ligesom det har kostet stort på hjemmefronten. Men samtidig har et muligt DM-guld betydet alt for hende.

- Jeg tror, man skal være i det. Det handler så meget om følelser og hårdt arbejde. Min familie har sagt ”hvad fanden har du gang i”, og det kan jeg også godt forstå. For mig har det handlet om, at håndbold skal give mening. Jeg elsker det og har knoklet hele mit liv for det, og det her er ikke en hverdagsting.

- Det er ikke noget, man kommer til hver sæson. Man skal være ekstrem dygtig og meget heldig at ramme topniveauet på de rigtige tidspunkter for at komme til at spille en DM-finale. Specielt i en klub som vores, der er ny, og det vil jeg være en del af, og så tog jeg lidt for stor risiko ved det, men 7-9-13 er det gået godt, sagde Svalastog før lørdagens anden DM-finale.

Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der sidder og ryster på hovedet og synes, jeg er en klaphat

Louise Svalastog Spellerberg

Hun erkender, det har været en hård sæson for hendes krop, hvor to hjernerystelser har holdt hende nede.

- Den seneste, som jeg fik lige inden slutspillet, har gjort, det ikke har været sjovt. Det erkender jeg blank – og måske også rigtig uforsvarligt, det jeg har gjort.

Svalastog var hårdt ramt, efter hun blev skudt i hovedet.

Hjernerystelsen har betydet, at Svalastog har måttet lade som om, hun var oven på, selvom hun på ingen måde har været det, når København Håndbold har spillet slutspilskampe. I dag går det dog bedre, selvom hun fortsat sover 11 timer i døgnet og til tider har lidt svært ved at formulere sig.

- Der er nogle ting, som vi skal have styr på, når vi er på den anden side af kampene, og jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der sidder og ryster på hovedet og synes, jeg er en klaphat. Men det handler bare om at få tingene til at give mening, og hvis man har knoklet så meget, som jeg og mange andre har gjort i den her klub, så vil man også gerne være med nu, hvor det er sjovt.

- Jeg tog chancen, og det er heldigvis gået stille og roligt bedre fra gang til gang.

Kan betyde karrierestop

Det er dog ikke kun familien, der har spurgt Svalastog, hvad hun har gang i. Stregspilleren har også selv tænkt tanken, om det hele er det værd. Det handler nemlig ikke bare om de 'almindelige' slåskampe på stregen.

- Her er det nogle andre ting, fordi det går ud over min familie og min datter, som har måttet lide under de her ting, fordi jeg ikke har kunnet noget som helst. Det er selvfølgelig ikke særlig sjovt, og det sætter tingene i relief og mine tanker i gang, om hvad der skal ske, og om jeg skal blive ved med at tage chancen. Selvom jeg elsker den her sport, skal man bruge sit hoved fremadrettet, og det vil være rigtig dumt at tage unødige chancer.

Louise Svalastog Spellerberg erkender, at det går ud over familien og datteren, at hun har haft problemer med en hjernerystelse. Video: TV 2 SPORT

Kan det her blive din sidste kamp i dag (spørgsmål inden anden DM-finale, red.)

- Det tror jeg ikke, jeg vil svare på. Jeg har en kontrakt næste år, og hvordan og hvorledes med mit hoved fremadrettet må jeg snakke med klubben om. Vi kigger på det, og det kan også være, jeg kommer hundrede procent tilbage, og det hele fungerer godt igen. Umiddelbart spiller jeg også næste år, men jeg vil ikke udelukke, det her kan være den sidste.

Foreløbig vandt Nykøbing Falster anden DM-finale i København, og dermed skal Svalastog, hvis hun ellers er klar til det, spille tredje DM-finale på lørdag.