Håndbold

Tidligere træner og kollega hylder Rikke Skov: - Hun er en 'hardhitter'

Rikke Skov har spillet sin sidste håndboldkamp, og efter en lang karriere er der ikke så få ord at sætte på den hårdt kæmpende venstre back.

'Et godt menneske', 'et samlingspunkt’ og 'en hardhitter'.

Det er nogle af de ord, som TV 2 SPORTs håndboldeksperter og tidligere kollegaer fra håndboldbanen sætter på håndboldspilleren Rikke Skov.

I mandagens specialudgave af håndboldmagasinet Kontra delte kollegaer og eksperter ud af anekdoter og rørende fortællinger fra den tidligere Viborg HK-spillers lange karriere.

De høje albuers kamp

Tidligere landstræner Jan Pytlick har oplevet en del sammen med Rikke Skov, og han mener, at hun har betydet meget for dansk kvindehåndbold.

- Hun er en 'hardhitter', og på landsholdet sagde hun altid, når vi skulle spille de vigtige kampe: "I dag, piger, er det de 'høje albuers kamp'. Hvis vi ikke er i stand til at knalde en ned med en albue, så er vi ikke i stand til at vinde."

Ifølge Jan Pytlick er der rigtig mange gode historier om Rikke Skov, men udsagnet med 'de høje albuers kamp'  giver et godt indtryk af, hvordan hun var som håndboldspiller.

- Vi smadrer jer alligevel

Håndboldekspert Trine Nielsen har spillet med Rikke Skov på landsholdet og mindes især en episode fra en landskamp mod Angola.

På det tidspunkt var afrikanerne langt fra Danmarks niveau, og de var derfor meget beærede over at skulle løbe på banen med stjernerne fra det danske landshold, siger Trine Nielsen.

- Den forreste fra Angola ser op på Rikke Skov og viser, at hun gerne vil holde hende i hånden. Så kigger Rikke Skov ned på hende med det største og mest hjertelige smil og siger: "Det kan vi da godt, men vi smadrer jer alligevel," husker eksperten.

- Der er bare et eller andet over hende, der gør, at man ikke kan lade være med at holde af hende.

Trine Nielsen husker en episode fra en landskamp mod Angola, hvor en spiller ville løbe på banen med Rikke Skov. Video: TV 2 SPORT

Rikke Skov indstillede karrieren i februar, da hun valgte ikke at vende tilbage til håndboldbanen efter at have født sit tredje barn.

Skovs sidste kamp ligger dog længere tilbage, nemlig da Viborg HK og TTH Holstebro spillede om bronzemedaljer i sommeren 2016.