Håndbold

BSV spiller sæsonkamp nummer 60: -Det har hjulpet os i mange kampe

Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner, Peter Bredsdorff-Larsen, synes, holdet har klaret sæsonens mange kampe godt. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Bjerringbro-Silkeborg har denne sæson spillet 20 kampe flere end Ribe-Esbjerg. I dag er der endnu en på programmet, når de mødes i bronzekampen.

60.

Så mange kampe har Bjerringbro-Silkeborg (BSV) spillet denne sæson, når de i dag løber på banen i Blue Water Dokken til anden bronzekamp mod Ribe-Esbjerg. 60 kampe som svarer til 3600 minutters håndbold. Og det er uden rejsedage.

Deres modstander, Ribe-Esbjerg, løber ind til sæsonens kamp nummer 40, og har dermed spillet 20 kampe og 1200 kampminutter mindre.

BSV's 59 kampe denne sæson:

888-liga: 36 kampe
Champions League: 16 kampe
Santander Cup: 6 kampe
Super Cup: 1 kamp
Træningskampe: 2 kampe

- Det er jo skørt at tænke på, at der er så stor forskel, siger venstre fløjen Stefan Hundstrup, som er en af de BSV-spillere der har spillet flest minutter denne sæson.

- Det er første gang, jeg prøver at spille så mange kampe, og jeg kan godt mærke det på kroppen. Der har været mange kampe, hvor et eller andet har drillet mig. Det har jeg ikke oplevet tidligere. Man når jo næsten ikke at hvile sig, inden der er en ny kamp. Men samtidigt har vi også nydt rigtig meget at spille de her kampe, siger Stefan Hundstrup, der har misset fem kampe denne sæson, da han i december sad ude med en tåskade.

Ribe-Esbjergs 39 kampe denne sæson:

888-liga: 35 kampe
Santander Cup: 2 kampe
Træningskampe: 2 kampe

Seks kampe på 18 dage

Én måned i sæsonen husker Stefan Hundstrup særligt godt. Februar. Efter Final Four-stævnet i begyndelsen af måneden, hvor BSV var på weekendtur i Aalborg, havde de forsvarende mestre seks kampe på programmet på bare 18 dage. Én af dem var hjemme i Silkeborg, mens de øvrige var i henholdsvis Aalborg, Paris, Plock, Nykøbing Mors og Kiel.

- Vi havde jo kun én kamp på hjemmebane. Det er hårdt at være så meget væk fra familien. Og også at være på farten og leve i en taske, fortæller han.

Jeg synes, det er en kæmpe fordel, at vi er vant til de her kampe. Vi er vant til at være under stort tryk og stort pres.

Peter Bredsdorff-Larsen

Bjerringbro-Silkeborgs træner Peter Bredsdorff-Larsen har også mærket spor af de mange kampe, men han er alt i alt tilfreds med sæsonen.

- Jeg synes, at vi har klaret opgaven rigtig godt og på et meget højt niveau. Men det er klart, at ved indgangen til slutspillet kunne jeg godt mærke, at vi var mætte af store oplevelser og havde svært ved at finde det ekstra gear, som skal til i slutspillet. Det fandt vi heldigvis efter et par runder. Men det var dér, jeg kunne mærke, at vi ikke helt ramte det mentale topniveau, siger cheftræneren.

- Det har været en kæmpe udviklingshistorie. Vi havde et godt fundament til at gå ind i det her, og de store oplevelser har selvfølgelig også kittet truppen og folk sammen. Men ingen tvivl om, at det er en stor fordel, at det lykkes. Sejre stimulerer og motiverer. Så det, at vi er lykkes ganske godt, har hjulpet, for ellers er det tough med en trup med 14 kontraktspillere. Så er det relativt få skuldre, der hver tredje dag skal spille på et meget, meget højt niveau, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, det er en kæmpe fordel, at vi er vant til de her kampe. Vi er vant til at være under stort tryk og stort pres. Vi har set under sæsonen, at det har hjulpet os i mange kampe, inklusiv de tætte kampe i grundspillet, som vi i mange tilfælde har fået tippet over til vores fordel, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Slutter BSV med 60 eller 61 kampe?

TV 2 SPORT’s håndboldekspert Lars Christiansen ser både fordele og ulemper i, at BSV har spillet så mange flere kampe end Ribe-Esbjerg.

- BSV er nok mere sammenspillede og kan finde hinanden i blinde. Men de havde nok også en idé om at skulle spille finale, og så skal man sætte sig op til en bronzekamp. Uden at misforstå det, men at sætte sig op til en bronzekamp og vide, at du har spillet 20 kampe mere end modstanderne, så kan det godt være, man mentalt er lidt mere træt, siger Lars Christiansen, men påpeger samtidigt:

- Men når man spiller en kamp, hvor der er noget på spil, så vil man vinde. Og det håber jeg også, man kan se på kampen i dag.

BSV’s kamp nummer 60 bliver altså en bronzekamp. BSV vandt den første på hjemmebanen 30-29, efter gæsterne fra Ribe-Esbjerg ellers var foran med tre i anden halvleg.

- Ribe-Esbjerg spillede en fantastisk håndboldkamp. At spille så godt i Silkeborg tyder jo på, at man langt hen ad vejen har haft den rigtige taktik. Der var mange ting, der lykkedes for dem. Det var ikke fordi, BSV var dårlige, men netop fordi Ribe-Esbjerg var gode. Og de skal selvfølgelig ride videre på den bølge og presse BSV-spillerne, siger Lars Christiansen.

I dag kan det så være den sidste kamp i sæsonen for BSV. Med uafgjort eller en sejr kan de sikre sig bronzemedaljerne. Taber de, er der en tredje og afgørende bronzekamp på onsdag, og så kan Bjerringbro-Silkeborg skrive 61 kampe ud for sæsonen 2016/2017.

- Jeg tror, der kommer en kamp tre, spår Lars Christiansen.