Håndbold

Søren Herskind stopper som assistent for Klavs Bruun

Privat succes stjæler tiden fra Søren Herskind, som har valgt at stoppe som assistenttræner på landsholdet.

Klavs Bruun Jørgensen skal finde sig en ny assistenttræner. Det mangeårige samarbejde med Søren Herskind har fået en ende.

Efter to år i jobbet som landstrænerassistent har Søren Herskind valgt at stoppe, da hans virksomhed bliver større og større. Herskind prioriterer karrieren ved siden af håndbolden og stopper derfor efter træningskampen mod Tyskland i næste uge.

- For fem år siden startede jeg en virksomhed, og den er vokset siden da. Det er ganske enkelt ikke længere foreneligt at bruge den tid, jeg skal bruge for at være assistent på damelandsholdet og samtidig passe min forretning. Desværre er jeg nødt til at sortere noget af det fra, siger Herskind til TV 2 SPORT og fortæller om sin tid som assistenttræner på landsholdet:

- Det har været sjovt og spændende. Jeg synes, vi det sidste års tid har fået flyttet tingene i den rigtige retning. Vores samarbejde med pigerne er faldet godt i hak, og det har været en spændende udvikling. Derfor er det ærgerligt at skulle forlade det nu.

I december nåede Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensens arbejde med landsholdet et højdepunkt, da Danmark nåede helt frem til EM-semifinalen.

Assistenttræneren fortæller om de følelser, der løb igennem Klavs Bruun Jørgensen, da EM-semifinalen var en realitet.

Sejren over Rumænien huskes nok af mange, fordi Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen stod tydeligt rørte og omfavnede hinanden på sidelinjen. Sejren var et smukt billede på de to træneres fælles projekt med landsholdet, for selvom Klavs Bruun har titlen som cheftræner, så spillede Herskind en nøglerolle allerede inden ansættelsen. 

- Jeg tager en snak med både Søren (Herskind, red.) og min storebror (Peter Bruun Jørgensen, red.), ikke mindst fordi jeg havde svært ved at forestille mig at tage sådan et job uden, at en af de to var med som træner. Der finder vi hurtigt ud af, at Søren er klar på at være med, har Klavs Bruun Jørgensen tidligere udtalt til DHF.

EM-eventyret endte med nederlag i både semifinalen og bronzekampen. Trods det spillede Danmark en flot turnering, og derfor ærgrer sportschefen i Dansk Håndbold Forbund sig over Herskinds beslutning. 

- Søren har sammen med Klavs flyttet landsholdet rigtig meget de seneste to år, og selvom vi havde håbet på, at deres parløb kunne fortsætte mange år endnu, så har vi også fuld forståelse for, at hans civile karriere ikke længere er forenelig med alle de rejsedage, et job i landsholdsledelsen kræver, siger Morten Henriksen i en pressemeddelelse. 

Sportschefen oplyser over for TV 2 SPORT, at man endnu ikke har nogen afløser i udsigt. 

Planen er, at Søren Herskind er med ved den første del af landsholdssamlingen i næste uge. Efter kampen mod Tyskland takker Herskind af, og så rejser Klavs Bruun Jørgensen og truppen til Fuerteventura på træningslejr. 

Inden den fælles ansættelse i Dansk Håndbold Forbund dannede Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen også makkerpar som trænere i AG København. Nu skifter Herskind taktiktavlen og videoanalyserne ud med det daglige arbejde i sin virksomhed, hvor han sælger sportstøj.