Håndbold

Ekspert: - Naturligt med Jesper Jensen som cheftræner

Jobbet som cheftræner i Team Esbjerg var et naturligt skridt for Jesper Jensen, mener håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen.

Team Esbjerg skal i de næste tre sæsoner dirigeres af Jesper Jensen, som har været assistent i klubben siden januar.

Han blev præsenteret under et døgn efter fyringen af mestertræner Lars Frederiksen, og forfremmelsen i Esbjerg virker oplagt for den tidligere Vejen- og Aalborg-cheftræner.

- Han er stadig en ung træner, og det her er måske det naturlige skridt for ham. At komme ind og få et bedre hold i dameligaen, for håndboldfagligt er han dygtig, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen om ansættelsen.

Efter klubbens første mesterskab i 2016 har Team Esbjerg skuffet i denne sæson. Klubben missede slutspillet, og trænerskiftet skal derfor blæse ny energi i vestjyderne.

- Det vil være et friskt pust. Han er en mand, som virkelig har mange ideer og ser håndboldspillet lynhurtigt. Lars Frederiksen bygger tingene meget systematisk op og spiller mange af de samme åbninger, siger Peter Bruun Jørgensen.

På TV 2 SPORTs Facebookside TV 2 Håndbold deler trænerskiftet vandene.

- Godt valgt! Jesper har en sublim evne til at tænke håndbold. Det viste han igen og igen som spiller. Jeg håber det bedste for ham og Team Esbjerg, skriver Ulla Bladt, mens en anden bruger er meget uenig.

- Det er så klamt er det.. først fyre de Lars krog fordi Jesper skal ind og nu Frederiksen. Det er så dumt..., lyder Wibeke Boysens indspark til debatten.

Peter Bruun Jørgensen er helt enig i, at timingen i fyringen virker mærkelig.

- Lars Frederiksen har lavet et fantastisk stykke arbejde og har været med til at føre Esbjerg frem. I denne sæson har de fejlet, men det er der mange forskellige årsager til. Så jeg synes, det var en voldsom og overraskende melding, at han blev fyret. Normalt sker det kort efter, at man er færdig med at spille. Her har de været færdige i to måneder.

Peter Bruun Jørgensen kan dog godt forstå, at klubben har forfremmet Jesper Jensen, når man nu ikke ville fortsætte med Lars Frederiksen som cheftræner.

- Han er en dygtig træner, som jeg tror på. Han havde stor succes, da han trænede damer sidst. I Vejen fik han meget ud af det, slutter eksperten.

Under Lars Frederiksen flyttede klubben sig fra placering i den nederste del af dameligaen til det første mesterskab i 2016, finale året før og to grundspilssejre i træk.