Håndbold

Viborg HK henter makedonsk landsholdsspiller

Sidste sæsons fjerdeplads forstærker sig nok engang til den kommende sæson. Denne gang er det Natasha Nolevska, der slutter sig til klubben.

Viborg HK var efterladt i en svær situation, efter deres oprindelige valg på højre fløj, Hanna Fogelström, blev korsbåndsskadet. Nu har de fundet erstatningen.

Her er valget faldet på den 21-årige makedonske landsholdsspiller Natasha Nolevska, som cheftræner Allan Heine forventer sig meget af.

- Jeg er enormt lettet over, at vi kan præsentere en så talentfuld spiller. Hun opfylder alle kriterierne, vi stillede op, da vi skulle finde Hanna Fogelströms afløser, siger han til TV 2 SPORT.  

Fløjspilleren selv deler trænerens begejstring.

- Jeg har valgt Viborg, da det er en traditionsklub, som jeg har fulgt, siden jeg var ung. Det er en klub med 14 DM-titler og tre Champions League-trofæer, hvilket er meget motiverende for mig. Derfor kommer jeg også hertil med drømmen om at vinde medaljer, siger Nolevska på klubbens hjemmeside.

Ifølge cheftræneren passer fløjen ind i det spil, Viborg gerne vil praktisere.

- Hun har sine styrker i det tekniske på afslutningerne og er enorm hurtig både i kontrafasen og i returløbene. Og så har hun et godt flair for forsvarsspillet. Vi går meget godt i at dække godt op og løbe hurtige kontraer, men vi går lige så meget op i, at vi skal løbe retur. Det DNA passer hun rigtig fint ind i, siger Heine, der håber, at hun kan hjælpe klubben med at indfri målsætningen om en topplacering til den kommende sæson.

- Jeg forventer, at vi igen hører til i toppen af dansk håndbold. Jeg er godt klar over, at der er rigtig mange klubber, der byder godt ind omkring den, og ligaen igen bliver rigtig tæt, men vi skal høre til blandt de bedste.

Nolevska skal danne makkerpar på højre fløj med endnu et nyt ansigt til den kommende sæson i form af Anne Sofie Filtenborg, som blev  præsenteret i april.

Den makedonske landsholdsspiller har fået en etårig kontrakt.