Håndbold

Kroatisk VM-spiller bliver Aalborgs sidste forstærkning

22-årige Lovro Jotic skifter til det danske mesterhold, Aalborg Håndbold, fra den kroatisk storklub Zagreb.

Der bliver nok at se til for Aalborg Håndbold i den kommende sæson. Udover titelforsvaret i den hjemlige liga skal holdet også prøve sig af mod Europas allerstørste klubber i Champions League.

Netop det hårde program har været årsagen til, at klubben nu har hentet endnu en spiller ind som forstærkning - nærmere bestemt den 22-årige kroatiske bagspiller, Lovro Jotic fra Zagreb.

- Vi står foran en meget krævende sæson med mange kampe i 888ligaen, Santander Cup og Champions League, og derfor har vi valgt at forstærke os med yderligere en bagspiller, siger Aalborg Håndbold-direktør Jan Larsen.

- Jotic er hurtig på fødderne og har et godt skud, så vi er sikker på, at han har nogle af de kvaliteter, vi har brug for, uddyber Jan Larsen til klubbens hjemmeside om spilleren, der har optrådt 10 gange for Kroatiens A-landshold, og som også var med i truppen ved VM i januar.

Aalborg Håndbold har desuden indgået en etårig aftale med den 24-årige fløjspiller Jacob Hessellund fra Frederikshavn.

Med de to tilgange meddeler den nordjyske klub, at truppen på 17 spillere er komplet til den kommende sæson.

Aalborg Håndbolds første kamp i herreligaen er på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg lørdag den 2. september.