Dansk U21-landshold banker Rusland og er klar til VM-semifinale
Danmark dominerede 40 minutter af VM-kvartfinalen, som endte med en overbevisende sejr.
Det er et brandvarmt dansk U21-landshold, der er af sted til VM i Algeriet.
Torsdag aften spillede de danske talenter Rusland ud af banen efter en overbevisende anden halvleg. Med cifrene 38-31 er Danmark klar til semifinalen ved slutrunden.
Rusland kom ellers bedst ud til kampen. Langsomt tog Danmark teten i kampen, men midtvejs i første halvleg havde ingen af holdene haft en føring på mere end ét mål.
Det ændrede sig i de sidste otte minutter af halvlegen. Her trådte Simon Gade, Nikolaj Enderleit og Christian Olesen især i karakter.
På få minutter trak Danmark fra og kunne gå til pause med en føring på 15-12.
Danmark bevarede skarpheden i angrebet i begyndelsen af anden halvleg. Til gengæld haltede det i forsvaret, som Rusland udnyttede.
Det betød, at begge landshold fortsatte scoringsstimen fra slutningen af første halvleg. Lige indtil Danmark fik lukket af bagtil.
Det skabte mere ro og overskud i angrebsspillet. Blandt andet Magnus Saugstrup viste sine store kvaliteter ved stillingen 25-22, da han lobbede bolden over den russiske målmand.
Derfra var der ingen vej tilbage for Rusland. Danmark øgede støt forspringet, og i sidste ende var sejren blot et spørgsmål om, hvor meget Danmark ville spille sig ud.
Der kom dog en lille smule skår i den danske glæde, da Nikolaj Enderleit måtte bæres af banen mod slutningen af kampen.
I semifinalen venter Frankrig, som vandt over Makedonien i sin VM-kvartfinale. Den kamp spilles lørdag og liveblogges på sport.tv2.dk.