Ekspert: Flere U21-sølvvindere har fremtid på A-landsholdet
TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson glæder sig til at følge adskillige af de danske VM-sølvvindere i de kommende sæsoner.
De danske U21-drenge er mandag vendt hjem fra VM i Algeriet med en sølvmedalje - og selvom turneringen var den sidste for dette landshold i ungdomsregi, kan flere af spillerne kan formentlig se frem til flere slutrunder i rødt og hvidt.
Det mener i hvert fald TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson, som spår flere af spillerne en fremtid på det danske A-landshold.
- Der er nogle rigtigt interessante navne på U21-landsholdet, det kan der ikke herske tvivl om, slog Svensson fast mandag, inden han uddybede:
- Blandt andet (venstrebacken og playmakeren, red.) Lasse Møller og (stregspilleren, red.) Magnus Saugstrup har været helt forrygende igennem den her turnering - og jeg tror godt, vi kan forvente at se spillertyper som dem på det danske A-landshold.
Svensson påpeger dog også, at det er en svær proces at implementere U21-spillerne på A-landsholdet - ikke mindst fordi, Danmark har et A-landshold i verdensklasse.
- Det er en lang og hård vej for U21-spillerne.
U21-drengene behøver dog kun kigge på det nuværende A-landshold for at finde inspiration og motivation til at opfylde deres egne ambitioner om flere landskampe i deres karrierer.
Kiel-stregspilleren René Toft Hansen, Paris Saint Germain-forsvareren Henrik Møllgaard og Hannover-playmakeren Morten Olsen var nemlig med, da Danmark senest vandt guld ved U21-VM - det var Ungarn for 12 år siden.
Derfor har Daniel Svensson da også et par råd til de unge talenter - samt en bøn til de danske ligaklubber.
- Der er noget ’bobler-landshold’, som de skal sørge for at spille sig ind under, og så skal de selvfølgelig præstere i den danske liga. Og så vi håber på, at ligaklubberne vil bruge de spillere, der spiller herhjemme.
10 af de danske U21-spillere er på kontrakt i klubber i den bedste danske række, og Daniel Svensson glæder sig til at holde øje med de nyslåede VM-sølvvinderes præstationer i de kommende sæsoner.
- Ud over Lasse Møller og Saugstrup, der allerede har præsteret i ligaen siden sidste år, stregspilleren Frederik Ladefoged og (venstrebacken, red.) Aaron Mensing i hvert fald også blandt de spillere, der er værd at holde øje med i den nærmeste fremtid, slutter Svensson.
Sølvmedaljerne i Algeriet var dette U21-landsholds første - og altså også den sidste - ved et ungdomsmesterskab.