Kom nu, Thomas Mogensen, du har kun 40 km til en udekamp

16x9
Thomas Mogensen spiller her sin landskamp nummer 100 i EM-kampen mod Østrig i 2014. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Thomas Mogensen, tillad mig at lege geografilærer overfor dig.

I din sidste sæson i Flensburg/Handewitt skal du i de kommende måneder sidde 12-14 timer i bussen til Balingen, der er placeret 900 km fra din hjemby. Dig, Svan og drengene skal Autobahn-padle 815 km til kampen i Stuttgart, og så er der hyggeturen på 430 km til Leipzig.

De ture har du taget i 10 år. Sammenholdt med de utallige to-tre dages rejser rundt i Europa til de internationale kampe.

Jeg forstår godt, at du mangler tid til andet end håndbold og rejser. Din familie, eksempelvis, som du altid har talt så varmt om og givet som en af de primære årsager til, at du i 2014 sagde farvel til det danske landshold.

Nåh, tilbage til geografien. Nu til den danske. Du har været ude af landet i 10 år, så måske har du glemt vores landkort.

Hør her: Fra din nye klub i Skjern er der 40 km til udekampen i Herning mod HC Midtjylland. Hallo, I når end ikke at blande kort i bussen på vej til dén kamp. I skal trille 56 km til Holstebro til mødet med TTH og 67 km ned til slaget mod Ribe/Esbjerg.

Jeg garanterer dig, gode Mogensen, at du kommer til at sove ved siden af din kone efter hver eneste ligakamp i Danmark.

Var jeg matematiklærer, ville jeg nå frem til dette regnestykke: Tid på de tyske motorveje minus tid på de danske veje = tid til landsholdet.

Jeg ved godt, at det selvfølgelig ikke er så banalt. Og jeg hørte også godt, at du afviste enhver tanke om et landsholdscomeback, da du i mandags blev præsenteret som spiller i Skjern fra 2018/2019-sæsonen. Jeg glemte bare at være henrykt over, at du vender hjem til den danske liga, fordi din afvisning af landsholdet stadig smerter.

Jøsses, hvor ville Thomas Mogensen pynte på det danske landshold. Pladsen i midten af det danske angrebsspil har i flere år været udfordringen, der aldrig helt er blevet kontinuerligt løst af den samme spiller.

Imens landsholdet har ledt og ledt, har vi set Thomas Mogensen snøre håndboldsko på sine pansrede mandskabsvogne af nogle ben og spille fantastisk for Flensburg/Handewitt. Men altså uden fysisk eller mentalt overskud til at spille for Danmark.

Lad os lukke dén bog med et stort suk og i stedet glæde os til den storhed, som Mogensen tager med hjem til dansk håndbold om et år.

For dansk klubhåndbold er det guld værd, når de store navne har modet til at slutte af i den hjemlige liga efter en lang karriere i udlandet. For selvfølgelig tager de en chance med eftermælet.

Den danske liga er ikke nem at komme hjem og bade sig igennem. Der er masser af kvalitet, selv om jeg stadig undres over, at de danske hold spiller så perifer en rolle i de europæiske turneringer.

Utallige er de storspillere, der er vendt hjem og har gjort en forskel. Kasper Hvidt og Lars Jørgensen. Det siger sig selv. Og se lige på Michael V. Knudsens betydning og niveau i BSV. Om lidt begynder den nye sæson og alles øjne vil være rettet mod Anders Eggert og Jesper Nøddesbo. Det er lykkeligt, rendyrket håndboldlykke med disse profiler i hallerne i Sønderborg, Skanderborg og Helsinge.

Tillad mig at slutte med en salut til Skjern Håndbold. Selvfølgelig er kroner en tungtvejende grund til, at spillere som Anders Eggert, Bjarte Myrhol og Thomas Mogensen vælger at komme til Danmark og spille for klubben. De kommer næppe af geografiske grunde.

Men det handler også om det image, som vestjyderne har opbygget. I Skjern Håndbold bliver man behandlet godt. Man får sin løn til tiden, man bliver taget alvorligt og familien inddrages i klublivet. Jeg husker ikke, at klubben har haft én dårlig sag. Den slags ved spillerne, og derfor er Skjern Håndbold fuldt fortjent foran på point, når der skal forhandles med de store navne.