Håndbold

Nyegaard: En historisk midtjysk nedtur

TV 2’s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: HC Midtjylland

Placering sidste sæson: 11

Bud på slutplacering: 10

Efter en forrygende start, der havde direkte kurs mod de danske håndboldtinder, endte det hele i en midtjysk jammerdal – næsten – uden sidestykke i dansk tophåndbold historie.

Jeg må godt nok langt tilbage i sidste sæsons annaler for at registrere den seneste sejr for ambitiøse og ærgerrige HC Midtjylland:

Søndag, den 11. december 2016 slog Morten Sechers drenge Ribe-Esbjerg med 29-22. 11 nederlag i træk i ligasammenhæng, men hæng blot på lige en sætnings penge endnu:

Tager jeg europæiske kampe med blev det til 13 nederlag i træk, og går jeg et spadestik dybere, konstaterer jeg 1 vunden kamp af de sidste 18.

Mærkeligt nok overlevede selv samme Secher den totale deroute.

Til den kommende sæson er cheftrænerrollen dog skiftet ud med jobbet som sportschef, og i den funktion har han været i Norge for at hente sin efterfølger.

Valget faldt på 41-årige Jonas Wille, der igennem adskillige år har været cheftræner for relativt ukendte Halden Håndboldklub.

Er Wille ukendt her til lands, har han til gengæld herset med flere af spillerne i den midtjyske spillertrup.

Lars Jakobsen, Rasmus Carlsen og Besard Hakaj har alle spillet i Halden, ligesom to af holdets helt store profiler, Espen Lie Hansen og Eivind Tangen sikkert er blevet hørt, inden Morten Secher drog mod nord for at finde manden, der kan og skal genskabe troen på det midtjyske håndboldprojekt.

På trods af de elendige resultater, er der ikke sket alverden i spillertruppen.

Og dog. Tim Winkler er smuttet til Ribe Esbjerg. Kristian Gjessing har stoppet karrieren, og Jørgen Rasmussen – lynet på venstre fløj – vender først tilbage et stykke ind i sæsonen efter en skulderoperation.

Winkler erstattes af Anders Petersen, der kommer til fra Sønderjyske, mens Besard Hakaj er tiltænkt en helt afgørende rolle både defensivt og offensivt.

Ingen tvivl om, at der hviler et stort og tungt pres på Petersen og Hakaj, hvis den midtjyske ambitionskabale skal gå op.

Til at uddele forsvarsmæssige slag får Hakaj følgeskab af Jacob Østergaard. En slagkraftig duo om jeg så må sige.

Profilerne hedder stadig, Lie Hansen og Tangen, ligesom Morten Slundt og Rasmus Carlsen fortsat skal forsøge at binde tingene sammen.

Rasmussens pause betyder et ungdommeligt goddag til to gange Casper. Sas og Ebbesen vikarierer. På modsatte fløj tager Jonas Samuelsson – kommet til fra SønderjyskE – nok det største slæb.

Jeg er ikke i tvivl om, at målsætningen hedder slutspil. Det gør den også hos de umiddelbare – efter min mening - konkurrenter: SønderjyskE - Herrer, KIF Kolding København og Aarhus Håndbold.

Flere spørgsmål trænger sig på, når jeg skal placere HC Midtjylland.

Hvor rystet er et hold, der kigger tilbage på en sådan nedtur? Hvor meget betyder fraværet af personligheder som Tim Winkler og Kristian Gjessing? Hvor hurtigt får Jonas Wille fundet ind til nøglen for igen ”at have tro på sejr”?

Jeg ved, at det tager tid at skabe en vinderkultur efter så mange slag på både krop og sjæl. Tillige er konkurrencen djævelsk hård fra ovennævnte konkurrenter.

En historisk nedtur koster. HC Midtjylland taber slagsmålet om pladsen i slutspillet og må slå sig til tåls med en plads som nummer 10.