Håndbold

Nielsen: Det tidligere storhold træder vande

TV 2s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: TTH Holstebro

Placering sidste sæson: 10

Bud på slutplacering: 9

​Mine forudsigelser om ligaholdenes placering og de pågældende klubbers økonomi hænger uløseligt sammen.

For vi er nået til mit bud på niendepladsen og her finder TTH Holstebro, der ligesom Ajax, Aarhus United og Ringkøbing har begrænsede midler.

TTH har simpelthen ikke pengene til at bevare topplaceringen fra storhedstiden for bare få år siden.

Heldigvis har holdet og træner Pether Krautmeyer taget udfordringen op. De har fået skåret budgettet kraftigt over de seneste par år, men der er alligevel kommet et ganske fornuftigt hold ud af det.

Den linje skal forsættes. Drømmen om at nå slutspillet, målet om at drille de store og erkendelsen af, at det bliver hårdt arbejde.

Annette Jensen er den store drivkraft og hvor hun dog bare klæder TTH Holstebro. Rollen klæder hende helt vildt. Med Jensen i spidsen spiller holdet hurtigt og kreativt håndbold, der altid er seværdigt.

Men det har også været udsving. Nu skal vi have svar på, om sidste sæsons læring er nok til at rykke TTH op i rækken.

Selv om holdet er blevet bedre, så tvivler jeg på, at de kommer i slutspillet. Men der er kvalitet nok i truppen til i ny og næ at stikke snuden frem og tage point fra et tophold. Det er jeg ret sikker på.

Det er lykkedes at holde fast på størstedelen af truppen og derved er de nu blevet et år klogere og mere rutinerede.

Truppen har manglet bredde og har forhåbentlig med eksempelvis Inger Smits fået flere muligheder.