Håndbold

Nyegaard: Champions League ødelægger mestrenes sæson

TV 2’s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Aalborg Håndbold

Placering sidste sæson: 1

Bud på slutplacering: 5

Aalborg Håndbold står over for en udfordring – et paradoks tillader jeg mig at kalde det – af dimensioner.

På den ene side den enorme stolthed og den fantastiske fornemmelse af at have vundet det danske mesterskab. 

På den anden det faktum, at der nu står 14 ekstra kampe på programmet, der kræver så meget, at det uvægerligt kommer til at knibe med ressourcerne.

Duellerne med PSG, Kiel, Flensburg, Veszprem, Celje og Brest vil kræve ikke bare fysisk, men især mental råstyrke i et sådant omfang, at Aron Kristjansson og Stefan Madsen virkelig skal komme op med de vises sten, hvis Martin Larsen & Co. skal komme i nærheden af sidste sæsons niveau.

Aron Kristjansson SKAL bruge sin stambesætning, når ”top of the pops” a-la Mikkel Hansen, Niklas Landin, Rene Toft, Lasse Svan med mange flere toner frem på modstanderbanehalvdelen.

Gør han ikke det, bliver kampene ubehagelige og nederlagene grimme.

Det hører med, at Bjerringbro-Silkeborg med Peter Bredsdorff i spidsen var lige ved at løse paradokset i sidste sæson, men måtte så alligevel erkende – i semifinale mod selve Aalborg – at kræfterne ikke rakte. Ellers er det bare at spørge Sebastian

Skube, der spillede fantastisk i det store Europa, men var nedslidt fysisk og psykisk, da de sidste strategier skulle sættes i værk.

En anden pointe. Det er år 1 efter Sandor Sagosen, og uanset hvem, hvad og hvornår, så har ingen enkeltspiller haft så afgørende hænder og fødder i forhold til et dansk mesterskab.

Selv om der er mange gengangere hos de danske mestre, er det alligevel en slags forfra for cheftræner Kristjansson.

Holdet er jo glimrende, og direktør Jan Larsen har ovenikøbet udvist rettidig omhu og indlemmet stortalentet Andreas Holst som erstatning for Sagosen. Ikke ulige hinanden

størrelsesmæssigt, men så hører sammenligningerne også op.

Fremragende fløje i Wiesmach og Juul.

Stregspillere på flot niveau. Hald, der holder øje med A-landsholdet. Saugstrup, der førte an på U-21-landsholdet og sågar kom på All-Star-holdet. Antonsen, hvis erfaring gør ham bedre og bedre år for år.

Bagkæden med Martin Larsen, tæt på A-landsholdet – Jesper

Meinby, meget kapabel, når Larsen kører træt. Janus Smarason, som spillede vildt godt i DM-finalerne – Arnor Atlason, hvis udløbsdato godt nok nærmer sig, men stadig smart som Fanden selv, og sidste nye i Aalborg-trøjen – kroatiske Lovro Jotic, der har vist sig strålende frem fra start.

Kroaten gør sig både i midten og til venstre, hvor jeg også finder Tobias Ellebæk, der nu har haft sin tilvænningstid og skal til markere sig både mere og bedre.

Mikael Aggefors er det naturlige 1. valg på målmandsposten, og så er det selvfølgelig spændende, hvad Søren Pedersen har at byde ind med. Desværre intet godt nyt fra Søren Westphal, der endnu ikke har trænet med.

Som sagt. Et glimrende hold med en dygtig træner.

Alligevel tvivler jeg på de danske mestre.

Det europæiske eventyr bliver på alle måder for ressourcekrævende.

Tiden er for knap og kampene for mange til at nulstille og derefter bygge op efter verdens bedste Sagosen.

Aalborg misser semifinalerne og ender sæsonen som nummer 5.