Håndbold

Nielsen: Himmelstormernes nye udtryk

TV 2s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: København Håndbold

Placering sidste sæson: 2

Bud på slutplacering: 5

​København Håndbold har skiftet udtryk.

Klubben, der slog sig ned på danske profiler, der kunne skabe identifikation og interesse i hovedstaden, er gået væk fra dét mantra.

Væk er den største profil til netop dén opgave, landsholdsprofilen Anne Mette Hansen, og ind er kommet flere udenlandske spillere. Det er ganske fornuftige indkøb, men den næsten rene danske profil er vice-mestrene ikke længere.

Med flere nationaliteter bliver det vigtigt for klubben at spillerne hurtigt bliver integreret i den københavnske profil, hvor man er ved at have fat i noget godt i forhold til publikum og interessen. Den, som det har haltet så voldsomt med i København.

Det hurtige spil skal igen styres af suveræne Mia Rej. Hun bliver chefen i både kontrafasen og det etablerede angreb, der igen bliver københavnernes varemærke. I den nye sæson dog med svenskerne Jenny Alm og Hanna Blomstrand som skytterne som direkte afløsere for Anne Mette Hansen og gravide Anne Cecilie de La Cour.

Mia Rej har udviklet sig eksplosivt i sidste sæson. Hun spiller med autoritet, overblik og selvtillid og måske vigtigst af alt, så går hun altid forrest. Træthed og smerte eller ej. Hun driver sine medspillere i hver eneste kamp. Hendes udvikling ser jeg meget frem til at følge.

Når La Cour vender tilbage fra graviditet og holdet bliver fuldtalligt, synes jeg faktisk de besidder en rigtig flot bredde på næsten alle pladser.

På nær lige inde på stregen, hvor Louise Svalastog er ude på ubestemt tid med efterveerne fra sidste sæsons hjernerystelse. Det efterlader pladsen til Maria Lykkegaard, som kæmper med en dårlig skulder efter et par uheld i sidste sæson, samt nyindkøbte Annika Meyer, der efter en årrække i tysk håndbold vender hjem til Danmark. Hun var en ganske dygtig stregspiller, da hun forlod Danmark, og jeg er spændt på hvad årene i Tyskland har gjort for hendes udvikling.

Stregspillet har fået en større og større betydning for spillet. Blandt andet derfor tvivler jeg på, at København Håndbold kan mase sig ind blandt medaljetagerne. Med den manglende bredde på stregen vil der være et stort pres på Københavns bagspillere for at iscenesætte de to relativ urutinerede stregspillere.

Bedste køb i København ligner klart Johanne Bundsen i målet. Hun ligner en, der kan komme til at gøre en forskel i mange kampe.