Håndbold

Nielsen: Det bør krible i kroppen på hver eneste Esbjerg-spiller

TV 2s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen, og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Team Esbjerg

Placering sidste sæson: 7 i grundspillet - dermed gik klubben ikke videre til slutspillet.

Bud på slutplacering: 4

Det er ikke målbart, men min påstand er, at Team Esbjerg er den spillertrup i landet, der glæder sig mest til sæsonstarten.

Når man går ud af en sæson på en helt anden måde end ønsket, så må behovet og lysten til revanche være altoverskyggende.

Team Esbjerg kiksede som bekendt stort i sidste sæson som forsvarende mester. På vestkysten må der være den største vilje til at vise, at det var en engangsforestilling, at holdet faldt så dybt som det gjorde. Der var helt sikkert masser af gode grunde til det, men når man efterlader så sløjt et indtryk, så kribler det som regel i hele kroppen for at vise, man kan mere.

Jeg forventer helt klart et stærkere Esbjerg-hold i denne sæson, men at gætte på holdets styrke er alligevel lidt som at forudsige lottotallene på lørdag.

Ændringer i ligaen 2017/2018

Otte hold går i slutspillet (sidste sæson var det kun seks hold)

Fra sæsonen 2018/2019 består ligaen af 14 hold. Det betyder i denne sæson at:

  • Nummer 9-11 går på sommerferie efter grundspillet
  • Nummer 12 rykker IKKE direkte ned, men skal spille kvalkamp mod nummer 3 fra 1. division
  • Nummer 1 og 2 fra 1. division rykker direkte op

I øjeblikket har de en perlerække af spillere siddende på sidelinjen, ukampdygtige af den ene eller anden grund. Bliver de alle spilleklar, så kan holdet trække på masser af kvalitet. Kommer de ikke i aktion, er truppen selvsagt meget smal.

Ny i cheftrænerrollen er Jesper Jensen. Og ja, det er jo min bror. Analysen af hans evner vil jeg overlade til mine gode kolleger her på TV 2 og i stedet rette lidt fokus på hans assistent.

Det er nemlig værd at fremhæve ansættelsen af Mette Melgaard. Hun har vundet Champions League med Slagelse, og hun har spillet på landsholdet. Meldgaard bliver en kæmpe berigelse for Team Esbjerg. Hun er skabt af vinder-DNA og har store kompetencer i forsvarsspillet.

Defensiven skal sikre topplads

Som udgangspunkt bliver det netop forsvaret og ligaens måske bedste målmandsduo, Sandra Toft og Ine Stangvik, der skal sikre Esbjerg en plads i toppen af ligaen.

Holdet har også den store fordel, at begge venstre fløje, Maria Mose Vestergaard og Sanne Solberg, dækker rigtigt godt op fremme i 5:1, så allerede nu står holdet godt i to forskellige forsvarsformationer. Jeg har en idé om, at Esbjerg godt kan gå hen og blive et af de hold, der lukker færrest mål ind i løbet af sæsonen.

Angrebsmæssigt kan holdet bliver et af de mest kreative og seværdige hold. Det kræver imidlertid, at hele truppen er til rådighed. Ida Bjørndalen, Kristina Liscevic, Estevana Polman og Lærke Møller besidder alle kæmpe angrebsmæssige kvaliteter og især de tre sidstnævnte mestrer det hurtige og kreative spil.

Til gengæld er jeg spændt på holdets skudstyrke, for alle de nævnte er mellemdistanceskytter, så der skal gang i benarbejdet og samarbejdet med stregene. Derinde er Esbjerg virkelig godt besat. Ulrika Toft Hansen og Vilde Ingstad Mortensen er to alsidige strege med flair for mål, og lur mig om ikke sidstnævnte bliver en af de helt store oplevelser i denne sæson.

Udover at være et jern i forsvaret har hun en fysik, som de fleste stregspillere må kigge misundeligt efter. Hun besidder farten og blikket for, hvor hun skal stå. Med tiden er hun også blevet en betydeligt bedre afslutter. Og ja, jeg får hende næsten til at lyde som verdens bedste stregspiller, uhyggeligt gode Heidi Løke. Vilde Mortensen kan meget vel blive afløseren, når Løke en dag forlader sin trone på det norske landshold.