Håndbold

Lettet landsholdsspiller kunne spille uden beskyttelse: - Det var på tide

For første gang i over to år spillede Maria Fisker uden sit stødabsorberende pandebånd.

Der blev tirsdag aften taget hul på den nye håndboldsæson, da pokalmestrene fra Randers Håndbold mødte Nykøbing Falster Håndbold i Super Cuppen.

Kampen bød også på en ny og anderledes udgave af Randers- og landsholdsspilleren Maria Fisker. Både fordi fløjspilleren fik lov til at få en masse spilletid i bagkæden.

Men også fordi hun for første gang siden sin alvorlige hjernerystelse i januar 2015 kunne spille en kamp uden sit beskyttende pandebånd.

- Jeg synes, det var på tide, og det er bare dejligt at undvære det. Det er helt fint at spille uden, siger hun til TV 2 SPORT.

Et omdiskuteret pandebånd

Pandebåndet var ved at koste hende deltagelsen ved sidste års EM-slutrunde, da det europæiske håndboldforbund, EHF, ikke ville tillade hende at spille med det.

Derfor måtte hun i samarbejde med Dansk Håndboldforbund, DHF, lave en alternativ løsning, så hun stadig kunne få spilletid. Kun med nød og næppe blev det godkendt.

Efterfølgende fortalte hun, at hun var tæt på at opgive slutrunden, fordi hun havde været igennem så meget modstand med pandebåndet. Det havde forstyrret hendes fokus til slutrunden.

- Jeg er virkelig stolt over, jeg kom til ende og ikke pakkede mine ting og tog hjem. Det er jeg stolt af.

Overvejede du at tage hjem?

- Ja, det gjorde jeg. Klavs (Bruun Jørgensen, landstræner, red.) havde virkelig respekt for mine følelser og var en vigtig brik i denne proces for at få mig til at blive, sagde hun i december.

Maria Fisker overvejede at tage hjem fra EM i december, fordi hun ikke måtte spille med sit beskyttende pandebånd. Video: TV 2 Sport

I samme ombæring fortalte hun for første gang offentligt, at hun snart ville prøve at spille uden pandebåndet. Mest af nød, da EHF i fremtiden overvejede at forbyde alle former for pandebånd. Også det alternative et af slagsen, som DHF fik lavet til Fisker under EM.

- Jeg tror, jeg skal hjem og snakke med nogle dygtige mennesker og igennem en mental proces for at komme helt af med det, sagde hun.

Otte måneder senere er pandebåndet nu smidt. Og første kamp var uden en forringelse i præstationen på banen.

I Super Cuppen blev hun med seks mål delt topscorer på Randers' hold sammen med Mari Molid. Det var dog ikke nok til at sikre holdet sejren, da Nykøbing Falster vandt 30-23.