Håndbold

Nielsen: Giganterne er tilbage på fode

TV 2’s håndboldeksperter Bent Nyegaard og Trine Nielsen varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: Viborg HK

Placering sidste sæson: 4

Bud på slutplacering: 3

Viborg har fået bredde.

I ”gamle dage” var det en selvfølge, at den grønne gigant altid havde to klassespillere på hver plads.

Sidste sæson ramte den nye virkelighed for alvor efter flere år med økonomiske problemer. VHK-truppen var historisk smal, hvilket i anden halvdel af sæsonen blev udstillet, da skaderne og graviditeterne tvang træner Allan Heine ud i de yderste alternativer.

Når jeg smider Viborg helt op på en medaljeplads, så er det på grund af en række fornuftige indkøb. Nuvel, VHK har ikke to landsholdsspillere på hver plads som tidligere, men der er kommet virkelig fine spillere til som supplement på en næsten intakt trup.

Nye i truppen er U19-Europamester Anne-Sofie Filtenborg, hollandske Sanna Van Olphen og makedonske Natascha Nolevska. De skyder alle med venstre hånd. Et klart udtryk for den frustration, som VHK led under i sidste sæson. Højresiden var ganske enkelt ikke god nok. Modstanderne kunne pakke forsvaret og derved have nemmere ved at lukke ned for de øvrige spillere.

I den anden side bliver holdet virkelig godt besat fra distancen. Kristina Jørgensen – kåret til U19-VM’s vigtigste spiller – er hentet ind som storskydende Line Haugsteds makker. Det kan kun blive eksplosivt på kongepladsen. Husk lige at de bliver serviceret af temposætteren Line Uno. Jeg tillader mig at have høje forventninger til Viborgs angrebsspil.

Jeg forventer især, at van Olpen , som dog har været skadet i opstartsfasen, og Nolevska, kommer til at skabe en bredde, der gør, at Uno og Haugsted får bedre arbejdsbetingelser i angrebet. Sanna Van Olpen har masser af fart i fødderne, hvilket hun i sin tid viste i SønderjyskE og på det hollandske landshold.

Målmandspositionen var en anden årsag til, at VHK dykkede voldsomt, da medaljerne skulle placeres. Nu vender Rikke Poulsen tilbage efter barsel og hun skal i denne sæson danne makkerpar med Hanna Daglund. Og så skal vi lige huske, at det er stærke Stine Bodholt og Line Haugsted, der skal bygge muren foran de to keepere.

Der er i mine øjne skabt masser af grobund for en interessant videreudvikling af det spændende hold, som Allan Heine så flot fik skabt inden skibet tog vand ind og spillerne ved juletid faldt fra af diverse årsager.