Håndbold

Estavana Polman gør comeback: For første gang har jeg trænet hårdt

Først lige op til kampen mod Nykøbing-Falster løftede Team Esbjerg sløret for, at Estavana Polman igen er klar til at spille håndbold.

Se Team Esbjerg-Nykøbing Falster direkte på TV 2 SPORT fra kl. 18:30.

En savnet profil er tilbage. Hollandske Estavana Polman gør comeback for Team Esbjerg i ligapremieren mod mesterholdet Nykøbing-Falster Håndboldklub.

- Jeg er klar, så jeg håber at komme på banen, men det er trænerens beslutning, siger Estavana Polman til TV 2 SPORT.

Det er mere end otte måneder siden, Polman senest spillede en kamp. Det var EM-finalen mod Norge, og umiddelbart efter meddelte hun sine holdkammerater, at hun var gravid.

I juni fødte hun så datteren Jesslynn, og Polman lægger ikke skjul på, at vejen tilbage til håndboldbanen har været hård.

- Jeg har trænet hårdt for første gang i mit liv, så jeg er klar. Jeg føler mig klar, og min krop har det fint. Nogle gange skal man ændre sit spil for at være hurtig tilbage, siger Estavana Polman.

Hvordan har din genoptræning været?

- Jeg har fået hjælp af min personlige træner fra Holland. Han har været heroppe, så vi trænede tre gange om dagen. Ikke 100 procent hver gang, men han pressede mig, svarer hun.

- En fødsel er ikke en skade, men alt 'dernede' skal være i orden, så hvis jeg tisser på gulvet, så er jeg ked af, at de skal tørre det op. Men nu må vi se, siger en storsmilende Estavana Polman.

Brug for Polmans håndboldhjerne

Vestjydernes nye cheftræner, Jesper Jensen, er glad for at kunne råde over Polman allerede fra sæsonstart.

- Hun er klar til at komme på banen. Der er selvfølgelig stadigvæk nogle ting omkring hendes krop, som ikke er fuldstændig eksplosive endnu, men det hun ikke har i benene lige nu, det har hun i hovedet, siger han.

- Hun er en utrolig spilintelligent håndboldspiller, som til enhver tid kan gå ud og udfylde en rolle. Især i sådan en kamp her, hvor nerverne sidder lidt uden på tøjet. Der vil hun være meget mere rolig end de andre på trods af, at det er lang tid siden, hun har spillet håndbold.

Du kan følge Estavana Polmans comeback til håndboldbanen lige nu på TV 2 SPORT.